- Jeg har ikke levet op til mit moralske ansvar som arbejdsgiver.
Sådan lyder det fra medejer og administerende direktør i det danske transportfirma Kurt Beier Transport A/S, Karsten Beier, der i et interview med DR Nyheder i dag undskylder sagen om behandling af de filippinske chauffører.
- Jeg vil meget gerne beklage de billeder, som er blevet vist og undskylde for det. Vores faciliteter har simpelthen ikke været i orden, siger Karsten Beier.
Meldingen kommer efter en række afsløringer om kummerlige boligforhold, lange arbejdsdage i lastbilen og lønninger ned til 15 kroner i timen for selskabets udenlandske chauffører, der primært kommer fra Filippinerne.
Desuden har Syd- og Sønderjyllands Politi afhørt flere chauffører for at finde ud af, om de er blevet udsat for menneskehandel.
Ifølge Karsten Beier er forholdene i Padborg nu blevet ændret.
- De billeder, som er blevet vist, er langt fra vores standard. Derfor har jeg taget 'action' på det, og nu skulle det være i orden dernede. I dag er jeg helt tryg ved de forhold, som de lever under.
Han vil dog ikke betegne forholdene i Padborg som en decideret lejr.
- Vi har ikke sat en lejr op. Vi har fejlet med noget rengøring - og det har ikke været godt nok, siger Karsten Beier.
Undskyldingen fra firmaet giver Jan Villadsen, formand 3F’s transportgruppe, ikke meget for.
- Jeg synes, det er meget sent at komme ud og undskylde, når firmaet for en uge siden sagde, at der var ordnede forhold, og chaufførerne havde en seng at sove i. Det er simpelthen ikke i orden. Jeg mener ikke, man kan bruge undskyldningen til noget, siger han.
Lønforhold et anliggende for EU
I interviewet forklarer Karsten Beier, at den løn, som de filippinske chauffører er blevet tilbudt, svarer mindst til det, som udenlandske chauffører ville få i en anden transportvirksomhed med en filial i udlandet.
- Jeg kan godt se, at man tænker, at 8.000 kroner ikke er mange penge, men vi ligger på minimum gennemsnittet af det, som branchen ligger på, siger Karsten Beier.
Ifølge 3F svarer de 8.000 kroner til cirka 20 kroner i timen (efter skat, red.). Synes du, at 20 kroner i timen er en fair løn for at være chauffør i Danmark?
- 20 kroner i timen lyder lavt, men jeg kan kun sige, at vi ligger på niveauet for, hvad andre danske firmaer giver for chauffører udefra. Hvis man tager hensyn til, at de er ansat i Polen, så synes jeg, at beløbet er i orden.
Han mener, at hvis Kurt Beier Transport A/S betaler mere i løn, så vil transportopgaverne blot tilfalde andre europæiske virksomheder uden relation til Danmark.
Derfor er det et anliggende for politikere og EU at ændre reglerne, mener Karsten Beier.
- Vi vil gerne give mere i løn, men desværre er konkurrencen så hård, at hvis vi gjorde det, så var der ikke noget Kurt Beier i morgen, siger han.
I en række artikler bragt i Fagbladet 3F er det kommet frem, at chaufførerne angiveligt tjener så lidt som 15 kroner i timen efter skat.
I lørdags fremlagde transportfirmaet et nyt tilbud til de filippinske chauffører, der blandt andet indebar bedre boligforhold og en lønstigning fra 1.060 euro til 1.300 euro (9.700 kroner) svarende til, at timelønnen ville stige fra 15 til 20 kroner.
Et tilbud, som de filippinske chauffører takkede nej til.
Afviser menneskehandel
Karsten Beier fortæller, at de billeder, der har været fremme i en række danske medier, har gjort stort indtryk på ham.
- Vi har ikke gjort nok aktivt for, at forholdene har været af en standard, vi har kunnet være bekendt. Det er ikke godt nok, og det er heller ikke i overensstemmelse med, hvordan vi ønsker at drive forretning, siger Karsten Beier.
Nu beklager du forholdene, men er det fordi, du er træt af, at I er blevet afsløret?
- Overhovedet ikke. Vores standard er bedre end de billeder, der er blevet vist, og jeg mener ikke, det er det rigtige billede af vores virksomhed.
Da afsløringerne om boligforholdene kom frem i sidste uge, førte det til, at politiet ransagede lejren. Efter ransagningen udtalte politiinspektør ved Syd- og Sønderjyllands Politi, Brian Fussing følgende:
- På baggrund af de anmeldelser, vi har fået, sammenholdt med de oplysninger, vi selv har konstateret i morges, har vi vurderet, at der er grundlag for at arbejde videre med en mistanke om, at der rent faktisk kan være tale om menneskehandel efter straffelovens bestemmelser.
Men direktøren i Kurt Beier afviser, at der er tale om menneskehandel:
- Jeg er helt sikker og overbevist om, at vi har ikke gjort noget strafferetligt forkert. Vi har overholdt alle love og regler.
- Alle chauffører har været klar over alle betingelser, da vi har haft samtaler med dem i Filippinerne. Ingen har været tvunget til noget under arbejde hos os.