Jyske Bank: Ingen garanti mod stigninger i bidragssatser i 2017

I modsætning til i 2016 vil Jyske Bank ikke love at holde fingrene fra gebyrskruen.

Anders Dam vil ikke garantere, at Jyske Bank holder fingeren fra gebyrskruen i 2017. (Foto: © Henning Bagger, Scanpix)

Da balladen om de stigende gebyrer på boligejeres lån kørte på de høje nagler i foråret 2016, tog Jyske Bank et modigt træk for at lokke kunder til.

I kølvandet på, at Nykredit hævede deres bidragssatser markant med en horde af utilfredse kunder til følge, garanterede Jyske Bank, at de ville holde priserne i ro i resten af 2016.

Samme garanti vil ordførende direktør Anders Dam ikke udstede til nuværende og mulige nye kunder for 2017.

- Vi giver ikke løfter fremadrettet. Det var en meget vigtig situation sidste år. Normalt udstikker vi ikke den slags løfter. Det løfte, vi giver, er at vi vil være meget konkurrencedygtige, hvis vi en dag finder det nødvendigt at ændre i vores priser.

Penge nok i kassen

Da Nykredit hævede bidragssatserne på deres boliglån, var hovedargumentationen, at Nykredit havde behov for at polstre sig for at leve op til danske og udenlandske myndigheders krav til, hvor stor en kapital der skal være til stede i kassen.

Man henviste blandt andet til de kommende Basel 4-krav, hvor man forventede og stadigvæk forventer, at der ville blive stillet skarpere krav til tykkelsen af den polstring, banker og realkreditinstituttet skal have. Men Basel 4-kravene er endnu ikke landet, blandt andet på grund af uenighed imellem USA og Europa om, hvordan kravene skal udformes.

Jyske Bank leverede et pænt resultat ved årsregnskabet her til morgen. Nettoresultater for 2016 endte på 3,1 milliarder mod 2,5 milliarder kroner i 2015.

Banken forventer desuden, at de er i stand til at klare yderligere krav til polstring.

- Vi har ingen forventninger om, at vi ikke skulle kunne klare de kapitalkrav, der kommer, og nu ser det ud som om, at perioden bliver strakt endnu længere ud.

Meget små tab

Det er især en stigning i mængden af boliglån, der driver Jyske Bank frem. Af årsregnskabet kan man læse, at Jyske Bank har hentet yderligere 28 milliarder på nye boliglån i 2015-2016. Samlet har Jyske Bank nu boliglån for 83 milliarder. Deres erklærede mål er at have boliglån for 100 milliarder kroner.

- Vi har haft en pæn vækst blandt vores egne kunder, der har valgt at købe ejerbolig, som ikke havde det før, plus en pæn tilgang af nye kunder, siger Anders Dam.

Jyske Bank udsteder boliglån dels igennem realkreditinstituttet BRF Kredit, som er ejet af Jyske Bank, og igennem deres egne boliglån udstedt af banken på andre vilkår end i realkreditinstituttet.

I begge afdelinger er der meget små tab på boliglånene.

- Vi har haft et tab på imellem 500.00 og 600.000 kroner over de sidste tre år. Det er meget lidt, så indtil videre ser den portefølje meget modstandsdygtig ud.