Danmarks største bank har tjent 2,482 milliarder kroner efter skat i årets tredje kvartal.
Det er det laveste resultat i næsten tre år, viser regnskabet.
- Der er et stort arbejde foran os med at genskabe vores kunders og omverdenens tillid, udtaler fungerende direktør Jesper Nielsen.
Resultatet er en halvering i forhold til regnskabet for samme periode sidste år, hvor Danske Bank tjente knap fem milliarder kroner efter skat.
Hvidvask-donation tynger regnskabet
Det aktuelle regnskab har været ventet med særlig interesse set i lyset af sagen om mulig hvidvask i Danske Banks estiske filial i årene 2007 til 2015.
Bundlinjen er tynget af den donation på 1,5 milliarder kroner til bekæmpelse af hvidvask, som Danske Bank på forhånd havde varslet bogført som en udgift.
Det er hovedårsagen til tilbagegangen, forklarer DR's erhvervskorrespondent Jakob Ussing:
- Forklaringen på overskuddets markante fald er først og fremmest, at Danske Bank har valgt at donere halvanden milliarder kroner, som er den indtjening, der har været på de her meget mistænkelige kunder over en niårig periode i den estiske filial, der er ramt af hvidvaskskandalen, siger han.
Den anden forklaring på Danske Banks halverede overskud er, at banken har en oplevet nedgang i sin indtjening, fortæller Jakob Ussing.
- Ligesom de øvrige banker er Danske Bank presset på sine handelsindtægter. Og derfor er overskuddet i tredje kvartal i år omkring det halve af, hvad det var for et år siden.
1.500 privatkunder har forladt Danske Bank
Hvidvasksagen har fået iagttagere til at advare om kundeflugt og risikoen for milliardbøder til Danske Bank.
- Det helt store udestående spørgsmål er, om banken ender med en eller flere bøder i milliardklassen. Det kan dog vare flere år, før vi har svar på det, siger Jakob Ussing.
Danske Bank er dog allerede blevet ramt af kundeafgang.
Banken har mistet omkring 1.500 privatkunder med lønkonto i Danmark efter årets første tre kvartaler.
Det skal dog ses i lyset af, at Danske Bank har omkring 1,4 millioner privatkunder.
- I de første seks måneder oplevede man ellers en lille stigning i kundeantallet, så de 1.500 har altså allesammen forladt banken i løbet af tredje kvartal. Og det er altså bare privatkunder med lønkonto i banken. Hvis alle kunder regnes med, er afgangen på 14.000 kunder i årets første ni måneder. Og udviklingen er fortsat ind i fjerde kvartal. Men hvor mange kunder, banken mister som følge af hvidvasksagen, kan vi måske først se om et års tid, siger Jakob Ussing.
Forventer overskud for året på 16-17 milliarder
Sammenlignet med det forrige kvartalsregnskab er der også tale om en stor nedgang for Danske Bank. I andet kvartal af i år landede resultatet efter skat på 4,2 milliarder kroner.
Med det aktuelle regnskab lander overskuddet efter skat på 11,6 milliarder kroner for årets første ni måneder. Det er et fald på 3,7 milliarder kroner i forhold til samme periode sidste år.
I årets første tre kvartaler havde banken indtægter for 33,4 milliarder kroner, viser regnskabet.
Danske Bank forventer fortsat et overskud efter skat for hele året på 16 til 17 milliarder kroner.