Der bliver ikke holdt meget påske hos arbejdsmarkedets parter på det offentlige område.
For uden en aftale, må de endnu engang sætte sig ved forhandlingsbordet i Forligsinstitutionen for at forsøge at blive enige om nye overenskomster for de næste tre år.
Lørdag havde forhandlingerne primært fokus på lærernes arbejdstidsforhold, hvor parterne ikke nåede til enighed. I dag skal der forhandles om rammen for de kommunalt ansattes løn i den næste overenskomstperiode.
Foran Forligsinstitutionen i København har medlemmer fra forskellige fagforeninger stået klar siden i morges med røde flag og kampråb for at vise opbakning til forhandlerne.
Dennis Kristensen, næstformand for lønmodtagernes forhandlingsorganisation på det kommunale område, er optimistisk omkring dagens møde.
- Vi skal tage fat på lønnen, som ligger som en paraply over alt det andet, vi er uenige om, men jeg forestiller mig, at vi kan få lidt bevægelse i forhandlingerne i dag. Nu skal vi have udforsket, hvad kommunerne har i baglommen til de offentlige ansatte, når det handler om lønnen, og det ser jeg frem til, siger han.
Også chefforhandler for Kommunernes Landsforening Michael Ziegler slår - ligesom tidligere - fast, at der er "stor vilje" til at nå en aftale, så man undgår en konflikt.
- Jeg er en forhåbningsfuld mand, og jeg synes, at det er rigtig vigtigt, at vi senere i dag får sendt et signal om, at der er kommet et væsentligt skred i forhandlingerne. Det tror jeg, at der er mange, der håber og venter på, siger han.
Står sammen uanset hvad
Ligesom i lørdags var lønmodtagernes såkaldte musketer-ed mødt op, selvom de ikke nødvendigvis sidder ved forhandlingsbordet i dag.
Ifølge Dennis Kristensen, der også er formand for fagforbundet FOA, er det en del af solidaritetspakken at både stat, regioner og kommuner står sammen.
- Der ligger en samlet pakke på bordet – nogle punkter vedrører alle, og nogle vedrører de enkelte, men der har vi taget et fælles ansvar for, at alt kommer hus.
- Der kommer ikke et samlet forlig, hvis ikke vi får løst ting såsom frokostpausen og lærernes arbejdstid. Enten kommer vi i forlig alle sammen, eller også kommer vi i konflikt alle sammen. Jeg ønsker ikke at stikke af, siger han.
Samme melding har Bodil Otto, formand for HK Kommunal, og formand for Dansk Sygeplejeråd Grete Christensen.
- Alle vores kollegaer i fagforeningerne har vist, at vi skal holde ud og stå sammen om de kampe, vi har derinde. Solen skinner på os, så mon ikke vi kommer tættere på målet i dag, siger Sygeplejerådets formand.