Forbrugerrådet Tænk glæder sig over en rapport med forslag til forbedringer af realkreditsystemet, som en gruppe af eksperter har afleveret til Regeringen i dag.
- Man er kommet frem til en samlet pakke med nogle elementer, der er rigtig gode for forbrugerne, hvis de gennemføres alle sammen, siger seniorøkonom hos Forbrugerrådet Tænk Morten Bruun Pedersen.
Flere realkreditinstitutter annoncerede i foråret, at det bliver dyrere at have lån, fordi de øger bidragssatserne. Det var en af grundene til, at udarbejdelsen af rapporten blev sat i gang.
Fordele for forbrugerne
Prisændringer skal varsles fire måneder før, realkreditinstitutterne skal give kunderne en god begrundelse for dem og det skal være billigere at skifte realkreditinstitut, hvis bidragssatserne stiger. Sådan lyder nogle af rapportens otte anbefalinger.
Forbrugerne vil stå langt bedre, end de gør i dag, hvis alle otte anbefalinger realiseres, mener Morten Bruun Pedersen, der selv har siddet med i ekspertudvalget.
- De absolutte fordele er, at man får bedre begrundelse for bidragsstigningerne, man får bedre og billigere mulighed for at skifte realkreditinstitut, når priserne sættes op, og der bliver noget mere gennemsigtighed omkring et meget stort skjult gebyr, der hedder kursskæring, siger han.
Kursskæring er prisen på refinansiering af flexlån.
Konkurrencefaktor mangler
Selvom Forbrugerrådet Tænk overordnet er tilfredse med rapportens konklusioner, så mangler et enkelt ønske fra dem. De vil have, at et realkreditinstitut, der sætter bidragssatserne op, skal betale alle kundens omkostninger for at komme ud af lånet.
- Det har vi foreslået, fordi vi gerne vil have konkurrencen til at fungere på det her vigtige marked for forbrugerne, siger Morten Bruun Pedersen.
Håbet er, at det vil kunne øge konkurrencen på realkreditinstitutternes bidragssats, hvis blev gratis for kunderne at skifte institut.