Don Ø i retten på ny i dag

Flemming Østergaard og Jørgen Glistrup ankede sidste år fængselsdomme i en sag om kursfup med Parken-aktier. I dag begynder ankesagen.

Ankesagen mod to Parken-spidser er berammet til 25 retsdage (Foto: © NILS MEILVANG, Scanpix)

En af sidste års mest omtalte retssager - sagen om kursfup med Parken-aktier - får fra i dag endnu en tur i rampelyset, når tidligere Parken Sport & Entertainment-topchef Jørgen Glistrup og tidligere bestyrelsesformand Flemming Østergaard fra klokken 9:30 er på plads i Østre Landsret.

Begge blev sidste år idømt fængselsstraffe for kursfup med Parken-aktier, men ankede sagen på stedet og går nu efter pure frifindelse.

På samme vis har anklagemyndigheden anket sagen fra byretten, hvor dommene lød på fire og seks måneders ubetinget fængsel. Også selskabet Parken blev dømt bødestraf på en million kroner, der også blev anket.

Anklagemyndigheden krævede fængselsstraffe på mindst to år.

Først dom i 2017

Begge de to Parken-spidser har tidligere udtalt, at de regner med at blive frifundet i sagen, der tegner til at blive en næsten nøjagtig gentagelse af sidste sag. Ifølge Ritzau har er der ikke anmeldt nye beviser til landsretten.

Der er afsat i alt 25 retsdage til sagen, men der ventes ikke dom før tidligt i 2017.

Flemming Østergaard og Jørgen Glistrup blev i byretten frifundet for en række forhold, men dømt for kursmanipulation, ved i en stribe tilfælde at have lagt købsordrer på Parken-aktierne på en måde, der primært havde til formål at holde kursen kunstigt oppe.

I byretten forklarede begge, at det var nødvendigt at købe Parken-aktier, så selskabet lå ind med aktier til sit optionsprogram.

Yderligere krav

Begge nægtede sig skyldige og ankede straks dommen, der faldt i september sidste år, efter næsten fem år.

Sagen har siden byrettens afgørelse ekstra dimension, fordi rederiet Clipper har krævet erstatning af Parken på små 83 mio. kroner for aktier, købt til en oppustet pris i 2008.

To personer, beskyttet af navneforbud, blev også dømt fængselsstraffe i byretten, men kun den ene valgte at ankesagen.