Don Ø undrer sig over million-erstatningskrav

Flemming Østergaard mener ikke, at Clipper Group har noget at komme efter i sit erstatningskrav på næsten 83 millioner kroner.

Jeg sover trygt om natten, siger Flemming Østergaard. (© DR)

Det giver ingen mening, at shippingselskabet Clipper Group kræver næsten 83 millioner kroner i erstatning fra Parken Sport & Entertainment A/S samt den tidligere ledelse på baggrund af sagen om kursmanipulation.

Det mener den forhenværende bestyrelsesformand, Flemming Østergaard.

- Jeg undrer mig over sagen. Københavns Byret har netop frikendt mig og de øvrige anklagede for netop de punkter, som Clipper Groups advokat henviser til, siger han - uden dog at ville gå i dybden med, hvilke punkter det drejer sig om.

Shippingselskabet købte i januar og maj 2008 en større portion aktier i Parken.

I september blev Flemming Østergaard og den tidligere Parken-direktør, Jørgen Glistrup, dømt skyldige i kursmanipulation af Københavns Byret. Derfor mener Clipper Group, at de købte aktierne på ”et fejlagtigt og ufuldstændigt grundlag”.

Shippingselskabet kræver nu en erstatning i størrelsesordenen, som svarer til forskellen mellem købs- og salgsprisen.

Flemming Østergaard er dog kun blevet dømt for kursmanipulation i perioden 13. august til 24. oktober 2008 - altså efter, at Clipper Groups købte aktierne.

- Nu må min advokat kigge på sagen. Men jeg kan slet ikke forestille mig, at de kommer nogle vegne med det, siger Flemming Østergaard, der selv er overrasket over kravet.

Sagen kommer dog ikke til at forstyrre hans nattesøvn.

- Det er altid ubehageligt at få sådan et brev, og det er for søren ikke morsomt. Men jeg sover trygt og roligt, siger han.