Don Ø skal fire måneder i fængsel

Tidligere bestyrelsesformand for Parken, Flemming Østergaard, kendt som Don Ø, er kendt skyldig i kursmanipulation.

Parkens tidligere bestyrelsesformand Flemming Østergaard bliver også kaldt for Don Ø. Han har anket dommen på fire måneders fængsel. (Foto: © Thomas Lekfeldt, Scanpix)

Den tidligere Parken-formand, Flemming Østergaard, der gerne lader sig kalde Don Ø, er kendt skyldig i kursmanipulation.

Straffen lyder på fængsel i fire måneder.

Også den tidligere direktør i Parken, Jørgen Glistrup, er dømt skyldig i kursmanipulation - han står til en straf på seks måneders fængsel.

Det har Købehavns byret netop slået fast. Begge har anket dommen på stedet.

De to tidligere Parken-bosser har hele tiden begge nægtet sig skyldige i at have pumpet kursen på Parkens aktier op på ulovlig vis – hvorved de også begge indkasserede millioner af kroner.

Af de to var det kun Jørgen Glistrup, der var til stede i retten i dag - Flemming Østergaard er i udlandet til et møde.

Glistrup får også økonomisk straf

Bagmandspolitiet, der formelt hedder SØIK, Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet, havde krævet to års ubetinget fængsel for svindelen - men straffen blev altså ubetinget fængsel på henholdsvis fire og seks måneder.

Ud over at Jørgen Glistrup skal et halvt år i fængsel, så blev han også dømt til at betale 20.000 kroner tilbage. Også her slipper Flemming Østergaard billigere og får ingen økonomisk straf.

Bagmandspolitiet havde ellers håbet på at kunne konfiskere henholdsvis 15,5 millioner kroner fra Flemming Østergaard og 2,2 millioner kroner fra Jørgen Glistrup.

Efterforsket i fem år

Sagen har været langtrukken og blev indledt for fem år siden.

Bagmandspolitiet har således efterforsket sagen siden 6. august 2010, hvor Finanstilsynet anmeldte Parken Sport & Entertainment til bagmandspolitiet for netop ulovlig kursmanipulation.

Den 15. december sidste år begyndte så den lange rækker af retsmøder i byretten, hvor tonen mellem anklagemyndigheden og forsvarerne undervejs har været beskrevet som både skarp og ubehagelig.