Dagens hovedperson i sagen om kursmanipulation med Parken-aktier, den tidligere bestyrelsesformand Flemming Østergaard, også kaldet Don Ø, har ikke ønsket at udtale sig om fængselsdommen.
Han var heller ikke til stede i Københavns Byret, da dommen faldt i eftermiddag klokken 16.
Her blev han dømt skyldig i kursmanipulation og idømt fire måneders fængsel.
Den tidligere direktør i Parken, Jørgen Glistrup, blev ligeledes kendt skyldig.
Straffen til ham lød på et halvt års fængsel, samtidig skal han betale 20.000 kroner tilbage.
Begge de to tidligere topfolk i Parken har anket dommen.
SMS fra Østergaard
I en sms til DR Nyheder skriver Flemming Østergaard:
"Jeg har noteret mig dagens dom i Københavns Byret, som straks er anket til Østre Landsret, da jeg fortsat erklærer mig uskyldig i alle de forhold, jeg er anklaget for.
Jeg noterer, at byretten har frifundet mig for stort set alle anklager, bortset fra køb på 7 handelsdage sent i 2008, hvor der er købt ganske relativt få aktier af en medarbejder, der refererede til mig i den periode. Jeg er uforstående overfor rettens vurdering af dette.
Jeg har således fortsat ret til at drive virksomhed og sidde i bestyrelser, selv om anklagemyndigheden krævede den ret frataget; jeg skal heller ikke have 15 millioner kroner konfiskeret, som anklagemyndigheden også krævede; og fængselsstraffen, jeg er idømt, er på fire måneder og ikke de to år, som anklagemyndigheden krævede.
Jeg har ikke yderligere kommentarer de kommende dage, idet jeg først skal have læst de 475 sider, som dommen er på, og drøftet dem med min advokat, Syzette Vinding Kruse.
Flemming Østergaard"