Bankekspert: Fratrådt Danske Bank-direktør er "sonoffer" i hvidvasksagen

Lars Mørchs fratrædelse sætter en stopper for ubehageligt abespil i bankens ledelse, siger ekspert.

Direktør Lars Mørchs opsigelse kommer på et tidspunkt, hvor Danske Bank stadig er i gang med sin interne undersøgelse af forholdene i den estiske afdeling fra 2007 til 2015. (Foto: © Mads Claus Rasmussen, Scanpix)

Topledelsen i Danske Bank en blevet en stemme færre i fremtidige diskussioner om, hvem der havde ansvaret for hvad i forbindelse med sagen om hvidvask for milliarder i bankens estiske afdeling.

Det vurderer Lars Krull, bankekspert og seniorrådgiver ved Aalborg Universitet, efter direktør Lars Mørchs opsigelse i dag, som er en direkte konsekvens af skandalen, der har plettet bankens omdømme.

- Jeg opfatter Lars Mørch som et sonoffer. Det er ikke det samme, som at offeret er skyldig i sig selv. Det er et offer, man gør for at genoprette balancen i ledelsen, siger Lars Krull.

- Nu bliver der så færre diskussionspartnere i ledelsen. Man vil ikke i samme grad kunne sidde og pege fingre af hinanden, når ham med det direkte ansvar for den baltiske forretning er væk, tilføjer han.

Ekspert: Lars Mørch har næppe brudt loven

Danske Banks bestyrelsesformand Ole Andersen begrunder i dag opsigelsen med, at banken burde have igangsat grundigere undersøgelser af forholdene i den estiske afdeling.

- Sådanne undersøgelser ville have givet os forståelse for problemernes fulde omfang tidligere og medført hurtigere handling. Vi har drøftet denne situation med Lars Mørch over de seneste uger, lyder det fra Ole Andersen.

Lars Mørchs opsigelse kommer på et tidspunkt, hvor Danske Bank stadig er i gang med sin interne undersøgelse af forholdene i den estiske afdeling fra 2007 til 2015.

Og ifølge Lars Krull skal dagens udmelding oversættes til, at Lars Mørch har været for langsom til at iværksætte en undersøgelse.

- Lars Mørch bliver kritiseret for ikke at have reageret i tide. Men han har formentlig ikke overtrådt bankens regler eller lovgivningen. Så ville han formentlig også være blevet bortvist, siger Lars Krull.

Han fortæller, at den fratrådte direktør generelt har et godt omdømme i bankverdenen.

- Jeg synes absolut godt om Lars Mørch, som er et godt ansigt for corporate banking. Han rager godt op blandt andre bankdirektører. Så jeg håber ikke, det bliver det sidste, vi ser til ham.

Topchef havde ansvar i hvidvask-år

Jakob Dedenroth Bernhoft, ekspert i hvidvaskreglerne og direktør i revisorjura.dk, kalder opsigelsen for en mellemregning i hvidvaskundersøgelsen.

- Man skulle selvfølgelig have iværksat en undersøgelse på et tidligere tidspunkt. Men det helt store spørgsmål er, hvordan det kunne gå til, at man overhovedet havde en forretning, som har medvirket til kriminalitet for milliarder, siger han.

Og her peger pilen på et ansvar hos Danske Banks nuværende administrerende direktør Thomas Borgen, som fra 2009 til 2012 var chef for bankens udenlandske aktiviteter, herunder afdelingen i Estland, hvor der blev hvidvasket beløb for mindst 25 milliarder kroner.

- Det svært at sige, hvad han har vidst. Han har i hvert fald haft et overblik over den estiske afdelings regnskaber. Og Danske Bank burde måske på et tidligere tidspunkt have undret sig over, hvad der foregik, når en lille bank har en gennemstrømning på milliarder af kroner, siger Jakob Dedenroth Bernhoft.

Korrespondent: Sidste punktum er ikke sat

Danske Banks interne undersøgelse af sagen har pågået i et halvt år og skal senest være færdig til september 2018.

Ifølge DR's erhvervskorrespondent Jakob Ussing ender undersøgelsen dog næppe med en fyreseddel til administrerende direktør Thomas Borgen.

- Det er nok en hovedkonklusion, at Lars Mørch udpeges som ansvarlig. Så jeg tror ikke på, at Danske Bank kommer til at pege på, at den populære topchef, der i 2017 leverede et rekordresultat, skal gå, siger Jakob Ussing.

Finanstilsynet er dog også ved at undersøge sagen om hvidvask for milliarder af kroner gennem Danske Bank.

Og ifølge Jakob Ussing kan det ikke udelukkes, at bagmandspolitiet indleder en undersøgelse.

- Derfor er det ikke sikkert, at det sidste punktum er sat omkring de folk, der må forlade banken i sidste ende, siger han.

Danske Bank risikerer kæmpebøde

En anden konsekvens kan blive, at Danske Bank må betale bøder for at have overtrådt hvidvasklovgivningen, fortæller Jakob Ussing.

- Vi har set med andre internationale banker, der har involveret i lignende, at det er endt med milliardstore bøder for nogle af dem, og med trecifrede milllionbeløb for rigtig mange andre.

- Vi ved, at finanstilsynet i Danmark, ligesom i Estland, kigger på det. Og Finanstilsynet i England vil måske også gå ind i sagen, fordi nogle af de her penge er hvidvasket af russere gennem Danske Bank i Estland til Storbritannien. Så det kan sagtens ende med en klækkelig bøde til Danske Bank.

DR Nyheder har henvendt sig til Danske Bank for at få en kommentar. Men det er ikke lykkedes.