Politiet vurderer, at de har nok billeder af den stjålne buste til at kunne identificere den, hvis den skulle dukke op på kunstmarkedet.
Det vurderer Ove Randrup, der er politikommissær i Københavns Politi.
- Det er Glyptoteket, der har ekspertisen, men vi mener absolut godt, at vi kan identificere den, siger politikommissæren til DR Kultur.
Den franske Auguste Rodin-ekspert, Jérôme Le Blay, fortalte i går, at det er afgørende i sagen, om Glyptoteket har detaljerede fotografier af det stjålet Rodin-værk, hvis busten skulle dukke op.
Findes i flere eksemplarer
Ifølge ham findes der cirka 200 eksemplarer af ’Manden med den brækkede næse’, som findes i fem til seks forskellige udgaver. For eksempel er halsen på manden længere på én af udgaverne i forhold til de andre. Den udgave, der er stjålet i Glyptoteket, findes der cirka 40 af, og de seneste 10 år er et lignende eksemplar blevet handlet 14 gange, vurderer Le Blay.
Derfor er det nødvendigt med stærke beviser for, at man kan identificere Glyptotekets buste, hvis den bliver sat til salg.
- Det sker desværre ikke særlig tit, at værker bliver fundet igen. Hvis man ikke har mange, gode fotografier af værket, så bliver det svært, fortalte han i går til DR Kultur.
Billeder har givet nogle få henvendelser
Siden Københavns Politi i går offentliggjorde billeder af de to mistænkte Rodin-tyve, har man modtaget ”nogle få henvendelser”, som Ove Randrup udtrykker det, men af hensyn til efterforskningen ønsker han ikke at udtale sig nærmere om henvendelserne.
Billederne viser de to efterlyste mænd, som under tyveriet på Glyptoteket den 16. juli stjal den 25,5 centimeter højde buste ’Manden med den brækkede næse’.
Ifølge politiet er de to mand lyse i huden og østeuropæisk af udseende. Den ene af dem har vigende hage, mens den anden har vom og er hulkindet. Politiet vurderer, at tyveriet var professionelt og organiseret.
Muligvis i Kina eller Rusland
Jérôme Le Blay har tidligere vurderet, at busten sandsynligvis havner på det kinesiske eller russiske kunstmarked, hvor færre samlere går op i, om kunst er stjålet eller erhvervet på lovlig vis.
Ove Randrup fortæller, at politiet både leder efter gerningsmændene både i Danmark og i udlandet.
- Vi arbejder i de fora, vi har mulighed for at arbejde i, og vi gør vores bedste, siger han.