- Det er ualmindeligt rædselsfuldt, når sådan noget sker.
Sådan lyder reaktionen fra Stig Miss, direktør på Thorvaldsens Museum, efter tyveriet af den kostbare Rodin-buste på Glyptoteket. Men det handler ikke om pengene, siger han – det handler om princippet.
- Det er mere det, at man som museum stiller kunst og kultur til rådighed for offentligheden, og så er der nogen, der tager kunsten, og på den måde fjerner muligheden for, at offentligheden kan se den. Det er forfærdeligt, at kulturarven bliver mindre, siger Stig Miss til DR Kultur.
Klar med Rodin-udstilling næste år
Samme tristhed sidder Mikkel Bogh med. Han er direktør for Statens Museum for Kunst, der tilmed er klar med en hovedudstilling om Auguste Rodin næste år, hvor franskmandens tegninger vil være i fokus.
Her låner Statens Museum for Kunst både værker fra Rodin Museet i Paris, Ordrupgaard og Glyptoteket.
- Den stjålne buste var ikke tænkt som en del af vores udstilling, så på den måde har vi ikke mistet noget, men det har Danmark, siger han og fortsætter:
- Da jeg læste om tyveriet i morges, tænkte jeg, at hvor er det dog synd. Men jeg tænkte også, hvor er det dog svært at gardere sig imod - det kan ske for selv de mest velbevogtede museer, siger Mikkel Bogh til DR Kultur.
Fra kustode i kælder til topsikret museum
Tyveriet hos Glyptoteket betydet dog ikke, at hverken Statens Museum for Kunst eller Thorvaldsens Museum ændrer det aktuelle sikkerhedsniveau på deres egen samling.
- Vi har konstant fokus på sikkerheden – det har de fleste museer. Men det kan aldrig blive godt nok, det må man bare gøre sig klart. Man er nødt til hele tiden at se, hvor man kan gøre det bedre, og man er også nødt til at erkende, at det aldrig bliver nok, siger Stig Miss.
Han peger på, at kunsttyve hele tiden udvikler deres måde at stjæle værker på, og derfor bør der også ske en udvikling i den måde, man sikrer sig på.
- Da Thorvaldsens Museum åbnede i 1848, var der ingen vagter ansat eller nogen tyverisikring. Der boede bare en kustode i kælderen sammen med sin familie og hund, så man må sige, at meget har udviklet sig siden dengang. Man er derfor nødt til at have fokus på det hele tiden, siger Stig Miss.
Ingen ønsker bevæbnede vagter
Dagens kunstnyhed fik dog Mikkel Bogh fra Statens Museum for Kunst til at tjekke med sin sikkerhedschef, om museet skulle reagere på tyveriet og ændre sikkerhedsniveau.
Det er der dog ingen grund til, da museet er topsikret, siger Mikkel Bogh.
- Det er en balancegang mellem at være et museum uden alt for mange forhindringer og samtidig beskytte værkerne. Ingen museer har jo lyst til at have vagter med maskinpistoler ved indgangen. Folk skal føle sig velkommen.