Les Misérables fylder godt i landskabet.
Som bog er Victor Hugos værk ofte over 1000 sider - og i danskernes Top 50 over musicalsange stormer Les Misérables ind som oprørere over barrikaderne i Paris!
Helt oppe på førstepladsen ligger musicalen ud med sangen 'Bring him home', som allerflest brugere på dr.dk/klassisk og lyttere på P2 altså har indstillet til listen.
Ud over at tage førstepladsen er 'Les Misérables' også den musical med flest placeringer i den samlede top 50. Hele 7 af sangene er fra hitmusicalen!
Og det er der god grund til, mener Stine Rosengren, der er vært på P2-programmet The Sound of Musical.
- Det er folkets historie, og det er musik, der er umanérlig godt skruet sammen. Den har med andre ord alt, hvad der taler til vores hjerter: Frihed, lighed og broderskab – tilsat det flydende røde musikalske bånd. Det bliver ikke bedre, siger hun.
Les Misérables syv placeringer er to mere end næste højdespringer på listen, Andrew Lloyd Webbers Phantom of the Opera. Rodgers og Hammersteins 'The Sound of Music' og Leonard Bernsteins 'West Side Story' har begge fire placeringer på listen.
Endelig har Andrew Loloyd Webber igen tre pladser reserveret til 'Jesus Christ Superstar', mens både 'Chess', 'Grease', 'Hair', 'South Pacific' og Kai Normann Andersens danske ' Mød mig på Cassiopeia' hver har to placeringer i Top 50.
Andrew Lloyd Webber har skrevet adskillige populære musicals - og derfor er det måske heller ikke overraskende, at han sætter sig på næsten hver femte plads i Top 50 over musicalsange.
De ni placeringer dækker over musik fra både 'Phantom of the Opera', 'Jesus Christ Superstar', 'Cats' og 'Evita'. Den næstmest populære komponist har dog til sammenligning kun brug for én musical til sine i alt syv placeringer: Det er selvfølgelig Claude-Michel Schönberg og 'Les Misérables'.
Også komponisten Richard Rodgers (1902-1979) står for syv pladser med numre fra 'South Pacific' og 'The Sound of Music,' begge skrevet i samarbejde med tekstforfatteren Oscar Hammerstein II.
Endelig står står Leonard Bernstein for fire sange på listen - alle fra hans eneste musicalhit, 'West Side Story'.
Danske Sebastians 'Skatteøen' (1988) og Kai Normann Andersens 'Mød mig på Cassiopeia' (1951) står hver for to placeringer på top 50.
- Vi er stolte over de danske produktioner. De er soundtracket til manges barndom og ungdom. Hvem kan ikke synge med på ’Fuld af nattens stjerner'?, spørger Stine Rosengren.
Det er den højst placerede danske sang er dog ikke af Sebastian, men Peter Spies' 'Morgen på Atlantis' fra musicalen 'Atlantis'. Den er helt oppe på andenpladsen!
Det er de engelske og amerikanske musicals, der dominerer top 50, men Sverige er også med.
Dels er der to numre fra ABBA-komponisterne Benny Andersson og Björn Ulvaeus' 'Chess' med på listen, den ene sang endda helt oppe som nummer tre.
Dels har Benny Andersen skrevet musicalen 'Kristina från Duvemåla', der er repræsenteret på Top 50 med sangen 'Du måste finnas'.
Der er - næsten - ligestilling, når det kommer til fordelingen mellem kvinder og mænd i Top 50.
21 af sangene har en mandlig vokal som den bærende, 20 har en kvinde i centrum. I de resterende ni er der tale om duetter eller sange for hele ensemblet.
Ligestillingen gælder helt op i top 10, hvor fem sange med kvindelig vokal og fem med mandlig finder plads. Men, men, men: I top tre er skævvridningen total, for her er det nemlig kun mænd, der kommer til orde!
Med god hjælp fra 'Les Misérables' og 'Phantom of the Opera' er der klar dominans til 1980'erne i Top 50: Det er i det årti, flest musicals havde deres urpremiere - også 'Dirty Dancing', hvis man tager udgangspunkt i filmens premiedato.
1980'erne er skarpt forfulgt af 1950'erne med eviggrønne musicals som 'The Sound of Music', 'My Fair Lady', 'South Pacific' og danske 'Mød mig på Cassiopeia'.
Den i manges øjne første musical, 'Show Boat', er alene om at repræsentere 1920'erne - ligesom det nye årtusind kun har en repræsentant med på listen, nemlig 'Wicked'.
Her er en liste over, hvor mange af placeringerne i Top 50, der havde premiere i hvert årti:
- •
2000'erne: 1
- •
1990'erne: 5
- •
1980'erne: 16
- •
1970'erne: 7
- •
1960'erne: 3
- •
1950'erne: 13
- •
1940'erne: 2
- •
1930'erne: 2
- •
1920'erne: 1