Dybt gemt i DRs arkiver er en lille sensation dukket op: En tv-film fra fjernsynets barndom i 1960, hvor komponisten Kai Normann Andersen medvirker.
Filmen er fuld af hans musik og koreograferede danse, som en dansk version af tidens store musicalfilm fra Hollywood.
Det er så vidt vides den eneste eksisterende filmoptagelse af Danmarks førende underholdningskomponist i det 20. århundrede.
En komponist, der skrev over 1.000 sange, men som holdt sig fra tv-kameraer og massemedier.
Danmarks førende underholdningskomponist
Det er ikke alle danskere i 2017, der kender navnet Kai Normann Andersen, men de fleste kender nogen af de mange sange, han komponerede:
”Glemmer du, så husker jeg”, ”Man binder os på mund og hånd” og hele musicals som ”Alle går rundt og forelsker sig” og ”Mød mig på Cassiopeia”, som har to numre med på P2s spritnye Top 50 over musicalsange
Han var utvivlsomt Danmarks førende underholdningskomponist i det 20. århundrede. Men trods berømmelse og et langt liv i showbusiness var Kai Normann Andersen en utrolig sky person.
Han indspillede ingen plader, gav ikke interviews, og han medvirkede heller ikke i nogen af de mange film, han skrev musik til.
Der findes en enkelt radiooptagelse på ca. halvandet minut, hvor Kai Normann taler om sit samarbejde med forfatteren Poul Henningsen, P.H.
http://mu.net.dr.dk/admin/ProgramCard/Get/urn:dr:mu:programcard:59f315cd6187a41f4c01bb7d
Det er den eneste optagelse, der findes af hans stemme. Selv da DR et par år før Kai Normanns død i 1967 afholdt en hyldestkoncert for ham, foretrak han at blive siddende i salen og ville ikke op på scenen.
Kun 12 minutter eksisterer endnu
Men det genfundne klip stammer fra en tv-ballet bygget over Kai Normann Andersens mange melodier.
Den musikalske side er yderst gennemarbejdet. Oprindeligt varede filmen en time, men desværre har vi kun bevaret 12 minutter i arkivet.
Den første scene, der er bevaret, foregår i Kai Normann Andersens hjem på Frederiksberg, eller en kulisse, der ligner. Hjemmet var hans yndlingssted, hvor han omgivet af kunst og bøger kunne komponere i fred.
Han sidder i sit hverdagstøj ved flyglet, spiller og ryger cigaret, og venter på, at inspirationen skal komme. Rejser sig og kigger lidt ud af vinduet.
Udenfor leger byens børn i solen, og Kai Normann vender kort efter tilbage til flyglet og har åbenbart fået nye idéer til at komme videre med opgaven.
Stumperne lå arkiveret hver for sig
Mellem de forskellige balletindslag ser man ham skrive noder i sit manuskript med blyant.
I det sidste klip hører man hans kendte sang ”Man bli’r så glad, når solen skinner”, sunget af den svenske sangerinde Siw Malmkvist – hvorfor står ikke helt klart.
Filmen blev tilsyneladende kun udsendt én gang i dansk fjernsyn og lyd- og billedstumperne blev arkiveret hver for sig.
Nu er delene blevet sat sammen igen, og optagelserne med Kai Normann Andersen er noget af en musiksensation.
Så skidt med, at man ikke hører ham selv spille, og skidt med, at vi ikke har hele sammenhængen bevaret.
Det vigtigste er, at man nu har levende billeder af den store, sky komponist, der skrev 1.000 sange, men ellers holdt sig tilbage.