Det var med blandede følelser, at forfatter Pia Fris Laneth så 2015 nærme sig.
På den ene side, så hun frem til et år, hvor danskerne fejrede, at kvinder nu havde haft stemmeret i 100 år.
På den anden side, så frygtede hun, at alt ville stå i kvindernes tegn, så man glemte de tjenestefolk, arbejdere, småbønder og mange andre, der fik samme rettigheder i 1915.
- Det er fint med fokus på kvinder, men det hører med til historien, at også tjenestefolk fik valgret i 1915. Samtidig gennemførtes den lige og almindelige valgret, der betød, at alle stemmer vejede lige tungt i valghandlingen. Så det var indførelsen af det demokrati, vi kender i dag, siger Pia Fris Laneth.
Derfor besluttede hun sig for at skrive historien om, hvordan Danmark gik fra at være et samfund, hvor kun mænd over 30 år med egen husstand havde stemmeret til at være et omfattende demokrati, hvor mere end 90 pct. af de myndige danskere kunne stemme.
Det blev til bogen ”1915 – da kvinder og tyende blev borgere,” der er nomineret til årets historiske bog i 2015.
Kvinderne i klemme i klassekampen
Når det trak ud i årtier med kvindernes stemmeret, var det fordi, at deres kamp for politiske rettigheder kom i klemme i klassekampen.
Den brede bonde- og arbejderbevægelse kæmpede for at komme af med velhavernes privilegerede valgret, der blev indført med grundlovsændringen i 1966.
Den betød i visse tilfælde, at en godsejers stemme vejede lige så tungt som resten af stemmerne i en sognekommune, når der skulle vælges medlemmer til Landstinget.
På den måde sad godsejerne i 35 år tungt på magten i Rigsdagens daværende tokammersystem. Landstinget kunne blokere alle forslag, der kom fra Folketinget, der fra 1872 havde flertal af venstrefolk i samarbejde med socialdemokraterne fra 1884 og Det Radikale Venstre fra 1905.
Derfor rejste der sig en bevægelse, hvor tjenestefolk, arbejdere, småbønder og husmænd kæmpede en fælles kamp for lige og almindelig valgret. Og kvindernes krav om at få en grundlov, hvor de fik politiske rettigheder på lige fod med mænd kom helt på tværs – overklassens kvinder ville jo få privilegeret valgret, mens tjenestepigerne ingen rettigheder ville opnå.
- Det var jo en formidabel demokratiseringsproces i perioden fra 1849 til 1915, hvor danskerne opdragede sig selv til at være demokratiske borgere. Det foregik parallelt i bondebevægelsen, arbejderbevægelsen og kvindebevægelsen, og det er det, jeg prøver at give en beskrivelse af, siger Pia Fris Laneth.
Socialisternes ledere blev kastet i fængsel
Selvom forfatteren er velbevandret i emnet, så kom det alligevel bag på hende, hvor brutalt politiske modstandere af højre-regeringen blev slået tilbage i det danske demokratis første leveår fra 1849 til 1915.
- Højrefolkene dengang var jo ikke blege for at kaste socialisternes ledere i fængsel. De fik så dårlig mad, at Pio (Socialdemokratiets stifter red.) mistede ti tænder, og de blev nødt til at frigive dem, før de havde udstået straffen, fordi de var bange for, at de var ved at dø af tuberkulose, siger Pia Fris Laneth, og tilføjer, at Venstres første leder og Folketingets formand, Chresten Berg, blev udsat for lignende hårdhændede behandling da han i 1885 protesterede mod Estrups provisoriske finanslov.
Til trods for magtens brutalitet gik kampen videre. De første store skridt mod mere demokratiske tider blev taget med systemskiftet i 1901, hvor kongen langt om længe accepterede det parlamentariske princip om, at en regering ikke må have et folketingsflertal imod sig, og udnævnte Danmarks første venstreregering.
Da Grundloven blev underskrevet i 1915, var det dermed enden på en 14 år lang proces, hvor kvinder gradvist fik stemmeret i flere forskelige sammenhænge. Heriblandt til kommunalvalget i 1908.