En aften i begyndelsen af maj 1802 blev et af Danmarkshistoriens mest berømte tyverier begået.
Fra deres faste plads i skabet i kong Christian d. 7.'s kunstkammer, blev to rigt udsmykkede horn af guld stjålet og bragt til en lejlighed i Studiestræde i indre København.
Her omsmeltede tyven de historiske genstande og håbede, at guldet kunne redde ham fra en voksende gældsspiral.
I bogen 'Tyven. Den utrolige historie om manden, der stjal guldhornene', portrætterer historiker Ulrik Langen den tyv, der en forårsaften for over 200 år siden stjal og ødelagde de to værdifulde guldhorn. Bogen er nomineret til at vinde prisen som Årets Historiske Bog. Ulrik Langen har tidligere vundet prisen to gange, mens han tre gange har været nomineret.
- Guldhornene er en væsentlig del af vores kulturarv, selvom de ikke eksisterer længere. Derfor syntes jeg, at det var interessant at se på den person, som er årsag til, at vi ikke længere har dem, forklarer historikeren, der har specialiseret sig i 1700-tallets historie.
Benådet flere gange
Tyven, hvis navn var Niels Heidenreich, endte med sammenlagt at tilbringe over halvdelen af sit liv bag tremmer. Første gang han kom i fængsel, var han dømt for at trykke falske pengesedler. Anden gang han kom bag lås og slå, var det for tyveriet og ødelæggelsen af kongens to guldhorn.
For sin forbrydelse med de falske penge blev Niels Heidenreich idømt dødsstraf. Men han blev hurtigt benådet og kunne i stedet se frem til en livstidsstraf i fængsel. Også den straf blev dog reduceret, og efter at have tilbragt blot ni år i Tugt- og forbedringshuset på Christianshavn kunne han i 1797 forlade fængslet som en fri mand.
- Det var karakteristisk for Niels Heidenreich, at han hele tiden formåede at komme ud af den værste knibe, lyder det fra Ulrik Langen, der i tre år har arbejdet med Guldhornstyven og det samfund, som omgav ham.
Niels Heidenreich blev ikke kun løsladt før tid - han fik også både tilladelse og et pengelån til at slå sig ned som urmager og guldsmed.
- På det punkt er hans historie jo meget exceptionel. På den ene side dømmes han rigtig hårdt til dødsstraf og livstidsstraf, og på den anden side bliver han forsøgt resocialiseret med penge og uddannelse. Det var ikke almindeligt under enevælden, lyder det fra Ulrik Langen.
God til at skabe relationer
Årsagen til Niels Heidenreichs særlige behandling skal ifølge Ulrik Langen først og fremmest findes i hans evne til at fremstille sig selv som et menneske med stort potentiale.
- Gennem hele hans historie har han haft nogle velyndere længere oppe i systemet, som har holdt hånden over ham. Han har været helt enorm god til at iscenesætte sig selv som en, der havde potentiale. Det kan vi blandt andet se i hans mange ansøgninger, forklarer Ulrik Langen.
- Og han har været god til at skabe de rigtige relationer, tilføjer han.
På trods af, at det lykkedes Niels Heidenreich at slå sig ned som guldsmed efter sin løsladelse i 1797, gik der kun få år før han begik den forbrydelse, der skrev hans navn ind i dansk kriminalhistorie.
En forårsaften i 1802 sneg han sig i ly af tusmørket ind i Det Kongelige Bibliotek, hvor kongen dengang havde et særligt kunstkammer, og stjal de to guldhorn, beretter Ulrik Langen i sin bog.
Det lykkedes ikke for Niels Heidenreich at slippe af sted med sin forbrydelse, og snart var han tilbage i Københavns Tugthus, hvor han skulle tilbringe resten af sit liv. Men også denne gang formåede han i store træk at holde hovedet over vande.
- Anden gang han kom i fængsel, greb han det lidt anderledes an end første gang. Med sin tekniske kunnen, hvor han vedligeholdt og opfandt de maskiner, som de brugte til produktionen i fængslet, formåede han at gøre sig selv fuldstændig uundværlig, forklarer historikeren.
Tvetydig person
På det personlige plan, var han en tvetydig person ifølge Ulrik Langen.
- Der er ingen tvivl om, at han har været intelligent, fingernem og dygtig. Han har haft en enorm teknisk og social begavelse, lyder det fra forskeren. - På rigtig mange punkter gør han enormt meget for at hjælpe sine nærmeste. Men på den anden side, er det også de nærmeste han rent faktisk snyder, fortæller han.
Ulrik Langen er ikke i tvivl om, at Niels Heidenreich var klar over, at Guldhornene udgjorde en betydelig kulturskat.
- Det vidste han godt. Og alligevel havde han overhovedet ingen skrupler med at ødelægge dem, afslutter forskeren.