Her er de fem nominerede til Årets Historiske Bog

Krig, konflikt og kamp præger de nominerede til prisen for Årets Historiske Bog. ”Man bliver helt læseliderlig”, siger kulturredaktør om udvalget.

De udvalgte bøger handler alle om en eller anden form for konflikt. Hvad enten det er reel krig som i 'Waffen SS' og 'Vietnamkrigen', kampen om kvinder og tyendes valgret i '1915', kampen om folkeskolen i 'Dansk skolehistorie' eller en enkelt persons personlige kamp i 'Tyven's fortælling om manden der stjal guldhornene.

De nominerede til prisen for Årets Historiske Bog er netop blevet frigivet – og der er tale om bøger af enorm høj kvalitet, vurderer forfatter og tidligere kulturredaktør på Weekendavisen Joakim Jakobsen.

- Man bliver jo helt læseliderlig af at se den her liste. Det er en fornem buket, siger han til DR Historie, som har set listen inden offentliggørelsen.

De fem bøger er nomineret af en fagjury på otte personer, som gennem 2015 har læst og vurderet over 60 forskellige danske historiske bøger.

Fantastiske historier

Juryens formand Poul Poulsen understreger, at juryen – ud over den historiske korrekthed og dokumentation - især har lagt vægt på, at årets bedste historebog fortæller en fantastisk historie.

- Det er det absolut vigtigste – og så tæller det også op, når bogen kommer med ny information og måske er fortalt på en nytænkende måde, siger han.

  • De nominerede er:

  • Niels Bjerre-Poulsen: ’Vietnamkrigen’

  • Pia Fris Laneth: ’1915’

  • Ulrik Langen: ’Tyven’

  • Claus Bundgaard Christensen mfl.: ’Waffen SS’

  • Ning de Conick-Smith mfl.: ’Dansk Skolehistorie 1-5’

Prisen samt 35.000 kroner uddeles af Dansk Historisk Fællesråd og Historie-online.dk. Afstemningen afsluttes den 19. marts 2016, og vinderen offentliggøres den 9. april.