Skal sommeren fejres med en festival? Her kan du stadig købe billetter

Der er endnu muligt at opleve festivalstemningen i byer som Roskilde, Nibe og Tønder, mens andre festivaler har meldt alt udsolgt. Få overblikket her.

Skal du på festival i år? Her får du en oversigt over nogen af de mange muligheder for at høre musik i skønne omgivelser. (Foto: © Frederik Højfeldt Nielsen)

Den danske sommer er først lige begyndt, men der er allerede godt gang i årets mange festivaler.

Sidste weekend var der for eksempel skruet op for kultursnakken og musikken på Heartland på Egeskov Slot og masser af kendte kunstnere på scenen ved dette års Skive Festival.

Og i weekenden kan Northside i Aarhus gælde sig over, at festivalen i år kan melde udsolgt hele vejen rundt.

Men der er stadig rig mulighed for at komme på festival denne sommer. Måske er du en af dem, der i forvejen har styr på årets festivalprogram og har sikret dig billetterne.

Men hvis ikke, så giver vi dig her et overblik over, hvor der stadig er billetter at få, hvis du gerne vil fejre sommeren med god musik omgivet af festglade mennesker.

Tinderbox

22.-24. juni

Festivalen i Odense, der i år holdes for tredje gang, kunne sidste år melde udsolgt af partoutbilletter dagen før festivalens start, mens torsdagsbilletterne blev udsolgt lang tid før - primært på grund af, at Rammstein spillede.

I år går det også godt med billetsalget, selvom Tinderbox ikke har solgt lige så mange endagsbilletter, fortalte pressetalsmand Morten Hopballe tidligere i år.

I dag har festivalen dog meldt om udsolgte lørdagsbilletter, og derudover er der også godt gang i salget af partoutbilletter.

Dem kan du høre: Pet Shop Boys, Run DMC, Haim, Kings of Leon, Martin Garrix, Sean Paul. Se hele programmet her.

Det er stadig muligt at opleve amerikanske Kings of Leon på den fynske festival Tinderbox, hvor der stadig er billetter. Her ses forsanger Caleb Followill under en polsk koncert forleden. (Foto: © JACEK TURCZYK, Scanpix)

Copenhell

22-24. juni

Københavns sortklædte metalfestival er blevet en populær musikfest. Sidste år kunne Copenhell, der holder til på Refshaleøen, for første gang melde om udsolgte partoutbilletter, og i år er festivalen godt på vej i samme retning. Der er nemlig kun ganske få tredagsbilletter tilbage.

Diverse campingbilletter er revet væk, og det samme er dagsbilletter til torsdag. Der er stadig endagsbilletter til fredag og lørdag.

Dem kan du høre: System Of A Down, Slayer, Myrkur, Opeth, Airbourne. Se hele programmet her.

Frem med djævletegnet og den sort t-shirt! Men vil du med til samtlige tre dages Copenhell i år, så skal du have fart på, hvis du skal sikre dig en billet. Der er næsten udsolgt. (Foto: © TORBEN CHRISTENSEN, Scanpix)

Roskilde Festival

28. juni-1. juli

Hos Roskilde Festival – der sidste år kunne melde om udsolgt 1. juni – er det i år stadig muligt at købe billetter. Der er dog kun få tilbage.

Man kan stadig købe partoutbilletter samt endagsbilletter til onsdag og torsdag. Fredag og lørdag, hvor hovednavne som Foo Fighters, Trentemøller, Ice Cube og Arcade Fire spiller, er udsolgt.

Dem kan du høre: Foo Fighters, The Weeknd, Solange, Arcade Fire, The xx. Se hele programmet her.

Roskilde Festival er - blandt andet - kendt for Orange Scene. (Foto: © TORBEN CHRISTENSEN, Scanpix)

Nibe Festival

28. juni-1. juli.

Den mere end 30 år gamle festival, der er den største i Nordjylland, melder også om et pænt billetsalg i år.

Her har man nemlig allerede solgt langt størstedelen af partoutbilletterne, lørdag er netop meldt udsolgt og onsdag er tæt på at følge trop.

Dem kan du høre: Bryan Adams, Rae Sremmurd, Infernal, Dúné, Gulddreng. Se hele programmet her.

Der var stor interesse for at opleve Gulddreng, da han spillede på Skive Festival forleden - så meget at der blev lukket for adgangen til han koncert. Du kan dog også opleve ham på blandt andet Nibe Festival denne sommer. (Foto: © TORBEN CHRISTENSEN, Scanpix)

Samsø Festival

19.-22. juli

På Samsø Festival, der kalder sig for Danmarks hyggeligste festival, går billetsalget i år bedre end sidste år. Her kan man både købe billetter til en, to, tre og alle fire dage. Handicapbilletterne er dog udsolgt.

- Vi er optimistiske. Sidste år fik vi udsolgt det hele, og billetsalget går en lille smule bedre end sidste år. Så hvis bare vejret arter sig, så forventer vi, at vi har udsolgt, inden festivalen begynder, siger Knud Jensen fra Samsø Festival.

Dem kan du høre: Hanne Boel, Magtens Korridorer, Ida Corr, Carpark North, Rasmus Walter. Se hele programmet her.

Musik i Lejet

20.-22. juli

På Musik i Lejet i Nordsjælland er alt for længst meldt udsolgt - både endagsbilletter og partoutbilletter. Dog er der få muligheder tilbage, hvis man da tilhører enten den lidt ældre eller den lidt yngre målgruppe.

De eneste billetter, der er tilbage, er nemlig +65-billetterne for personer over 65 år og ungdomsbilletterne til dem mellem 12 og 15 år. Billetterne til dem er lavet, fordi unge under 15 år ikke må være frivillige på festivalen.

Dem kan du høre: Mew, Lord Siva, Av Av Av, Karl William, WhoMadeWho. Se hele programmet her.

Det er ikke kun musikken, der lokker mange til Musik i Lejet - det gør stranden også. (Foto: © Betina Garcia, Scanpix)

Smukfest

9.-13. august

Hos den populære festival i Skanderborgs bøgeskov er partoutbilletterne for længst udsolgt. Kun onsdagsbilletterne er ikke revet væk endnu.

Det er dog stadig mulighed for at mærke festivalstemningen - også hele ugen.

For hvis man køber en onsdagsbillet, så betyder det, at man samtidig får adgang til campingområderne under hele festivalen samt adgang til Sherwood-området alle dage.

Dem kan du høre: Ellie Goulding, Jamiroquai, Major Lazer, L.O.C, Zara Larsson. Se hele programmet her.

Haven Festival

11. og 12. august

Den spritnye festival Haven Festival, der ifølge festivalen selv er en 'sofistikeret ølfestival', foregår i København, og det er tydeligvis noget, folk er friske på at opleve.

Både fredags- og lørdagsbilletterne er nu udsolgt, så vil man med på den nye festival, der har Mikkeller og Claus Meyer med ombord, må man købe en partoutbillet til begge dage.

Dem kan du høre: Band of Horses, Iggy Pop, Feist, Bon Iver, Beach House. Se hele programmet her.

Tønder Festival

24.-27- august

På Tønder Festival er man lidt foran med billetsalget i forhold til sidste år, selvom der dog ikke kan meldes om udsolgt endnu, fortæller Kirstine Uhrbrand, administrerende direktør for Tønder Festival:

- Vi har stadig endags- og partoutbilletter, men hvis man er interesseret i en lørdagsbillet, så skal man være hurtigt ude, for det er de dagsbilletter sammen med partoutbilletterne, der sælger hurtigst nu.

Hun oplyser også, at der sidste år blev udsolgt af lørdagsbilletter - det skete på selve dagen, fordi mange tydeligvis besluttede sig for at bruge deres fridag på at høre musik i det fremragende vejr.

Dem kan du høre: Lucinda Williams, Allan Olsen, Red Hot Chilli Pipers, Grant-Lee Phillips. Se hele programmet her.

Jacob Dinesen har en travl festivalsommer, der blandt andet bringer ham til hans gamle hjemby Tønder. Her ses han på scenen under dette års Jelling Musikfestival. (Foto: © Mads Hansen, Scanpix)