Nibe Festival vil kendes på kærligheden

Efter 32 år som "den lille fede" skifter musikfestivalen en lyserød gris ud med et hjerte som varemærke.

Nibe Festival afvikles over fire dage med omkring 100 koncerter. (© Nibe Festival)

I 32 år har en lille fed, lyserød gris med solbriller og guitar lokket tusindvis af gæster til koncerter i Skalskoven i Nibe i Nordjylland.

Nibe Festival er en af Danmarks seks største musikfestivaler og er kendt som "den lille fede".

Nu er grisen om ikke slagtet, så i hvert fald kraftigt beskåret. For Nibe Festival skal i stedet være kendt på kærlighed til skoven, til hinanden og til musikken.

- Gæsterne har signaleret glæde, varme og fællesskab. Det er det, de forbinder Nibe Festival med, og det har vi lyttet til, siger festivalleder Peter Møller Madsen.

Ifølge ham er det en meget velovervejet milepæl, når festivalens brand nu skifter til at være et hjerte formet af bogstaverne b og e i Nibe.

- Vi vil gerne fortsat være Norddanmarks største festival, og så er vi nødt til hele tiden at være i udvikling, siger han.

De to bogstaver kommer også til at indgå i slogans som "Be Happy" og "Be together".

Den nye identitet indebærer dog umiddelbart ikke nogen stor kovending på musikprogrammet og selve festivalen.

- Vi har lige afviklet en af de bedste festivaler nogensinde med rekordomsætning og det hele, så det fungerer bare, siger festivallederen.

Der er Nibe Festival igen den 28. juni - 1. juli 2017.