Vi elsker mad og interesserer os meget for, hvad vi putter i munden.
Det ses også i de mange madbegivenheder og festivaler rundt om i Danmark. Copenhagen Cooking er overstået for i år, men uden for hovedstaden er der både store madfestivaler, endagsevents med fokus på en særlig ingrediens – og temauger, hvor du kan spise ude, lære nye køkkentricks eller forstå mere om madkultur og - historie.
Her er seks af september og oktobers arrangementer om mad og madkultur. Så det er bare med at vælge, hvilket sted, der skal få dine bukser til at sprække.
Insektsnacks og nordisk madkultur
I den kommende weekend bliver Tangkrogen omdannet til det rene madmekka, når Food Festival slår dørene op. Den nordiske madkultur er omdrejningspunktet, og kokke og madproducenter vil debattere og dele inspiration og viden.
Der vil være både workshops, foredrag og værksteder med fokus på mad.
Du kan blandt andet komme til ginsmagning, lære at tilberede tang fra de danske farvande, lave din egen frugttærte eller smage insektsnacks i flere varianter.
Lav din egen vin
Ribes middelalderlige gågade danner ramme om weekendens vinfestival. 22 vinudstillere og to osteudstillere vil byde på smagsprøver og fortælle om deres produkter.
Du kan også prøve at lave din egen vin ved at blande rene druevine - og komme til kultvinbar, hvor der vil være smagsprøver på topvine.
Festivalen har også et marked, hvor du kan købe vine og delikatesser fra både de klassiske vinlande som Frankrig og Italien, men også mere utraditionelle steder som Danmark, Cypern og Tyrkiet vil være repræsenteret.
Gris fra hoved til hale
Madfestivalen SPIS! hylder den fynske og danske madkultur og leverandører. Samtidig er festivalens formål at styrke danskernes mod, når det handler om mad og i højere grad bruge sæsonens råvarer.
Tag på køkkenskole, til vinbattle eller prøv at brygge din egen snaps. Du kan også smage bisonkød, lave en ost eller lære mere om dansk madkulturs historie gennem foredrag og madfilm. Hvis du har mod på det, kan du lære, hvordan man tilbereder en gris fra tryne til hale.
Som afslutning på festivalen bliver der afholdt et stort madmarked, hvor der vil blive solgt pølser, håndlavet chokolade, hjemmerøget fisk og masser af street food.
Test din viden i en frugtquiz
Når frugtfestivalen går i luften, er det for at hylde sydhavsøernes frugtlandskab og samtidig styrke forbruget af lokaltproducerede frugt hos alle danskere.
Frugtavlen fejres med særligt fokus på Lolland, Falster, Fejø og Lilleø, hvor også frugtfestivalens formand, Claus Meyer, har sin æbleplantage. Frugterne skal også bruges, og det kan du gøre til en af festivalens workshop. Lav fyldte chokolader med egnens frugter, syltetøj eller frugtvin. Meyers Bagerier vil også give gode tips om bagekunst.
Du kan også se eksempler på gamle æblesorter fra egnen eller lære at pode et æbletræ. Vil du opleve egens natur, kan du gøre det gennem motionsløb, cykelløb eller orienteringsløbet, hvor du bliver quizzet i egnens frugter.
Ærlig og bæredygtig produktion
Lokalt producerede varer er i fokus på mange madfestivaler, og det er også tilfældet for RO:KOST. Her vil fødevarer produceret i og omkring Roskilde blive hyldet for deres ærlige og bæredygtige produktion, som sætter kvalitet og smag i centrum.
Som en del af RO:KOST kan du på udvalgte restauranter i Roskilde få en to retters menu med minimum fem lokalt producerede fødevarer. Du kan tage på gårdbesøg og se på dyr, eller kigge forbi den lokale biavler, som producerer lindehonning og konkurrerer om at være Danmarks absolut bedste til netop det.
Ingen madfestival i Roskilde uden en vikingefrokost, selvfølgelig. Men du kan også prøve noget mere moderne og købe nymalket mælk i en mælkeautomat.
Grøntsager opdrættet på havbund
I efterårsferien kan du komme ud og smage på Odsherreds spisekammer. Egnens madvarer opdrættes på gammel havbund, og det giver dem en helt speciel smag.
Hele ugen holder gårdbutikkerne åbent, og hylderne vil bugne af friske grøntsager, frugter og bær.
Odherreds mad-fejring byder også på kagedyst, slotsrundvisning og en guidet svampetur, hvor svampeeksperter vil lære dig, hvilke svampe du kan bruge til madlavning.
Det sker også
- •
Kødbyens Mad og Marked, Aarhus, d. 26. august - 4. september
- •
Høstmarked på Mangholm, Hillerød, d. 3. – 4. september
- •
Kartoffelfestival i Søndervig, Ringkøbing, d. 16. – 17- oktober
- •
Store græskardag på Samsø, d. 20. oktober
- •
Randers Madfestival, d. 25. september