Legendariske rappere indtager Tinderbox som sidste hovednavn

Hip-hop pionererne i Run DMC fuldender programmet for sommerens store fynske musikfestival, Tinderbox.

Den amerikanske rapggruppe Run DMC lægger vejen forbi sommerens Tinderbox Festival, der finder sted i Tusindårsskoven lidt udenfor Odense. (Foto: © ukendt, Scanpix)

De oplevede deres storhedstid i 1980'erne, men rapperne i Run DMC er stadig lige rappe i replikken.

Som sidste hovednavn indtager de legendariske rap-pionerer sommerens fynske musikfestival Tinderbox, da de i dag blev sat på plakaten sammen med blandt andre de danske rockdrenge i D-A-D.

"Et scoop af dimensioner" og "det bliver ganske enkelt ikke større", lyder det fra festivalens pressetalsmand Morten Hopballe.

- Hiphop'en er den mest populære musikgenre lige nu. Da vi opdagede, at Run DMC skulle headline den store Isle of Wight-festival i England, forsøgte vi selvfølgelig at lokke dem til Odense. At det er lykkedes, er vi vildt stolte over, lyder det fra Morten Hopballe i en pressemeddelelse.

Straight outta Queens

Run DMC stammer fra Queens, hvor Joseph Simmons, Darryl McDaniels og Jason Mizell i 1981 startede gruppen, der blev en af de mest indflydelsesrige i hiphop-historien.

Sammen med bands som The Beastie Boys og Public Enemy stod de fadder til 'New School of Hip Hop' i 1980´erne, og listen af meritter er alenlang.

Run DMC er kendt for kæmpehits som 'It's Like That', 'Peter Piper', 'Its Tricky' og ikke mindst deres remake af Aerosmith-klassikeren 'Walk This Way'.

Men da Jason Mizell i 2002 blev skudt foran sit hjem, valgte de tilbageværende medlemmer af Run DMC at opløse gruppen,.

Nu er de altså tilbage og klar til at lægge Tusindårsskoven ned iført gruppens kendemærker: Kangol hats, snørrebåndsløse Adidas-trainers, gigantiske guldkæder og jogging outfits.

Tredje udgave af Tinderbox løber af stabelen 22.-24. juni 2017 med artister som The Killers, Kings of Leon, Mø, Veronica Maggio, HAIM, Kim Larsen & Kjukken, Lukas Graham, Pet Shop Boys og mange flere.