I kølvandet på de talrige sexanklager mod Hollywood-kongen Harvey Weinstein har titusindvis af kvinder verden over via sociale medier udtrykt, at de også har været udsat for krænkelser i deres liv.
Med et simpelt #metoo (også mig) som statusopdatering, eller med en længere fortælling om det, der skete, ønsker de at vise, hvor udbredt problemet er.
I seneste udgave af radioprogrammet 'Ludermanifestet' talte Ekaterina Krarup Andersen, Louise Kjølsen og Nikita Klæstrup - tilsammen kendt som Girl Squad - netop om, hvordan seksuelle overgreb sker, hvem det sker for, og hvad fyrene kan gøre for, at det ikke sker.
De tre kvinder fortæller her om hver sin #metoo-oplevelse for at sætte fokus på følelsen af skam, og på at voldtægt næsten aldrig sker som på film, hvor en vildt fremmed springer ud af busken, men oftere bliver begået af mænd, offeret kender.
Louise Kjølsen: Brev til min voldtægtsmand
Det her er skrevet ti dage efter, du var hjemme hos mig.
Du er en kujon, at du ikke kan se dig selv i øjnene. Du er en kujon, at du ikke tør få hjælp. For det var et overgreb.
Det, du gjorde, er lige præcis definitionen på et seksuelt overgreb. Det havde intet med sex, lyst eller leg at gøre. Det var en magtdemonstration, som du brutalt udøvede for at hævde dit ego, genvinde magten, intimidere mig og hævne dine sårede følelser.
Du kneppede mig ovre ved spejlet. Stak en finger op i røven på mig. Jeg kunne ikke føle noget. Min krop var lukket ned. Jeg var forsvundet et andet sted hen. Jeg kunne ikke mærke dig i min krop længere. Og jeg kunne ikke mærke mig selv eller min grænse. Jeg var der bare.
Jeg fik det stoppet. Jeg fik det endelig stoppet! Jeg ville ønske, at jeg havde stoppet dig lang tid før det. Jeg ville ønske, at jeg havde bedt dig om at gå. Jeg ville ønske, at du slet ikke havde rørt min krop i den tilstand, du var i. Din agenda var hævn – ikke kærlighed.
Du kunne kigge mig i øjnene og sige, at du elskede mig det ene øjeblik og så grusomt overhøre mit nej det næste. Uden at blinke. Du grinte. Du grinte imens. Imens jeg sagde nej og stop, og at det gjorde ondt. Min smerte gjorde dig tilfreds.
Nu sidder jeg her på samme stol, hvor du sad og grinte af mig. Og græder og forsøger at skrive alle disse ting ud af min krop.
Fordi jeg skammer mig over, hvad der skete. Skammer mig over de ting, jeg tillod dig at gøre ved mig.
Jeg er for flov til at dele det med nogen.
Ekaterina Krarup Andersen: Jeg blev voldtaget - og skammede mig
Den mand, som har voldtaget mig, var en sympatisk mand, en familiefar, en interessant samtalepartner.
Jeg kom frivilligt hjem til ham til en kop kaffe efter byen. Jeg var rigtig træt, og jeg var rigtig fuld, og jeg husker kun dele af selve voldtægten. At blive holdt i håndleddene, føle smerte, græde og sige nej og stop. Men ellers var det som om, jeg ikke var til stede, som om min sjæl havde forladt min krop, og jeg var et andet sted henne.
Det, som fyldte mit hoved den næste dag, var følelser af skam og skyld, som var mere intense end følelser af det fysiske og psykiske ondt, han forårsagede mig: Jeg havde ladet det ske med mig.
Jeg græd i stedet for at skrige, alt hvad jeg kunne. Jeg tænkte, at jeg kunne have undgået dette ved at blot blive hjemme og ikke drikke.
Min første reaktion var at lade som om, intet var sket og leve videre, men efter at have brudt ud i tårer, hver gang jeg var alene, blev jeg nødt til at dele oplevelsen med min veninde Louise.
Det tog mig måneder og mange samtaler med hende for blot at give slip på skammen og erkende, at jeg blev voldtaget.
Den intense skamfølelse er grunden til, at der bliver tiet om uønskede seksuelle oplevelser og seksuelle krænkelser. For når man kommer ud med historier som mine, forlænger man sin lidelse.
Man skal ikke kun kæmpe mod voldtægtsmanden, men mod hele samfundet som står parat til at betvivle en. Havde du noget udfordrende på? Var din opførsel flirtende? Hvorfor var du alene med en mand hjemme hos ham? Hvorfor har DU ikke beskyttet dig?
Det eneste spørgsmål burde være til ham: hvorfor tog du ikke et nej for et nej?!
Det er vigtigt at dele vores historier. Det er vigtigt at stå sammen. Jeg skammer mig ikke.
Nikita Klæstrup: Frastødt af 'hyggesnak' om voldtægt
Hvis I tror, at det kun er i USA, at underholdningsbranchen er fucked, så kan jeg fortælle følgende: Jeg har siddet under en middag på en tv-produktion, hvor en fremtrædende medarbejder - pakket ind som en 'sjov' historie - pralede med at have voldtaget en kvinde, da han var yngre.
Jeg var i chok. Jeg var frastødt. Men jeg havde altså to dage tilbage, hvor jeg skulle arbejde sammen med den mand.
Det var et helvede. Jeg havde ikke lyst til at kigge på ham. Jeg havde ikke lyst til at interagere med ham. Og jeg havde fucking dårlig samvittighed over det, fordi jeg følte, at jeg var uprofessionel og ødelagde programmet.
Men jeg havde så svært ved at arbejde med en mand, som så et seksuelt overgreb som en hyggelig historie, man fortæller over middagsbordet.
Jeg blev da også trukket til side på et tidspunkt, fordi man tydeligt kunne mærke, hvor utilpas jeg var. De vidste jo godt, hvad jeg var blevet så stødt over, de havde også hørt det.
Jeg fik at vide, at han nok ikke rigtig mente det, og at historien nok var blevet overdrevet. Jeg følte mig alene i mit ubehag.
Selvom resten af produktionen var rigtig søde, så sad jeg lidt med følelsen af, at det var mig, der tog fejl. At jeg også skulle have siddet og grinet med, som de andre havde gjort.
Den dag i dag har jeg stadig problemer med at acceptere min egen reaktion. Når jeg tænker tilbage, sidder jeg stadig med følelsen af, at jeg var uprofessionel, og at jeg måske har ødelagt noget for mig selv ved min opførsel.
Det er ligegyldigt, hvor mange gange mine forældre og mine venner fortæller mig, at min reaktion ikke kun var forståelig, men også passende.
Alligevel sidder jeg stadig og skammer mig over, at jeg ikke bare kunne tage mig sammen og arbejde med en mand, som pralede af voldtægt.