- Det er en stor drøm for mig at få lov til at spille i USA, men jeg havde ikke regnet med, det ville komme så tidligt i min karriere. Det lyder måske lidt klichéagtigt, men jeg har stadig svært ved at tro på det!
Sådan lyder det fra den 26-årige musicalskuespiller Diluckshan Jeyaratnam fra Fredericia, der i juni blev uddannet fra Det Danske Musicalakademi i Fredericia.
I starten af året blev det afsløret, at det er ham, man kommer til at se i hovedrollen som Moses, når Dreamworks-tegnefilmen fra 1998, 'Prinsen af Egypten' til foråret har premiere som musical på Fredericia Teater.
Men inden den helt store verdenspremiere i Danmark, laves der en udviklende og forberedende produktion af musicalen i USA hos TheatreWorks Silicon Valley.
Det er en produktion i samarbejde med Fredericia Teater, og også her bliver det Diluckshan Jeyaratnam, der skal spille hovedrollen.
Han skal spille sammen med blandt andre de amerikanske skuespillere Jason Gotay og Brennyn Lark, der begge har stået på Broadway.
- Jeg troede faktisk, de i USA ville lave deres eget amerikanske cast, så jeg havde ikke lige set komme, at de ville have mig til Californien. Jeg tror først rigtigt, jeg kan tro på det, når vi har første åbningsdag derovre, og jeg står på scenen, siger Diluckshan Jeyaratnam.
Artiklen fortsætter efter afstemningen.
Skuespil var bare en hobby
Den 26-årige fredericianer er født og opvokset i Herning, mens forældrene stammer fra Sri Lanka.
Han er gift og bor i Fredericia med sin hustru, men lige nu tilbringer han en del tid i København.
Her spiller han med i musicalen 'Klokkeren fra Notre Dame', der også er en produktion fra Fredericia Teater, som har sidste spilleaften på Det Kongelige Teater på lørdag.
Men faktisk var det slet ikke meningen, at han skulle have en karriere som skuespiller. Musical og skuespil har altid været en hobby for ham, og han havde egentlig også besluttet sig for, at det skulle fortsætte på hobbyplan.
Derfor tog han efter gymnasiet en uddannelse som multimediedesigner, mens han spillede teater ved siden af i Herning.
- Jeg var ret sikker på, at jeg skulle gå vejen som multimediedesigner, men det var svært at få job, fordi jeg ingen erfaring havde. Samtidig kunne jeg bare mærke, at jeg følte mig hjemme, når jeg stod på en scene og ville måske i virkeligheden ikke blive glad for noget andet, siger han.
- Jeg brænder så meget for musik og teater og historiefortælling med musik, så det endte med, at jeg søgte ind på musicalakademiet for at se, om det kunne blive min levevej.
- Jeg prøver at mærke efter
Og indtil videre går det også meget godt for den unge skuespiller.
Når han har spillet sin sidste forestilling på Det Kongelige Teater i København som sigøjner i 'Klokkeren fra Notre Dame', holder han en lille uges fri, inden han 5. september flyver til USA, hvor prøverne på 'Prinsen af Egypten' starter den 7. september.
Men om fremtiden som skuespiller skal foregå i udlandet eller herhjemme i Danmark, har han ikke selv et klart bud på.
- Jeg tror helt sikkert, at det vil åbne nogle døre i branchen at komme til USA. Man møder nogle nye mennesker, som har været i branchen i rigtigt mange år. Men samtidig er jeg også meget glad for Fredericia, hvor jeg synes, man på teateret er rigtig gode til at arbejde med nyt og originalt materiale, siger han.
- Jeg er meget taknemmelig for alle de valg, jeg har taget indtil videre, og jeg prøver altid at mærke efter, hvad der er rigtigt for mig.
'Prinsen af Egypten' får verdenspremiere på Fredericia Teater som engelsksproget musical til marts, og efter en kort spilleperiode på engelsk lukkes forestillingen ned for så at genåbne midt i maj i en dansksproget version.