Fredericia Teater spillede for udsolgte sale og scorede et hav af seksstjernede anmeldelser, da de havde premiere på 'Klokkeren fra Notre Dame'.
Fredag er hele holdet klar til at spille Disney-musicalen igen, når de har repremiere på Det Kongelige Teaters Gamle Scene i København.
Det jyske teater specialiserer sig i musicals, og de er faktisk det eneste professionelle teater, der spiller en musicalproduktion over sommerferien.
Vi solgte 60.000 billetter
I følge Søren Møller, som er teaterchef på Fredericia Teater, er Fredericia Teater alene om at spille i sommerferien på grund af et gammelt dogme.
- Da vi spillede 'Aladdin' i København over sommeren (i 2013, red.), sagde alle til mig, at det ikke kan lade sig gøre. Man kan ikke sælge teaterbilletterne, siger Søren Møller.
- Vi solgte 60.000 billetter den sommer, så vi fandt ud af, at det kan man godt.
Fredericia Teater har tidligere flyttet Disney-forestillingerne 'Aladdin' og 'Den lille havfrue' til København i sommerferien.
Og i følge Søren Møller har succesen ikke noget med dårligt sommervejr at gøre.
- Jeg tror ikke, man gider at grille en hel sommer, selv hvis det er godt vejr. De to somre, hvor vi har spillet Disney-forestillinger, har det været urimeligt godt vejr.
Ferie på de andre teatre
Det Ny Teater i København spiller også udelukkende musicals.
Men ligesom de andre professionelle teatre her i landet, har de valgt ikke at spille i sommerferien.
- I juli måned skal personalet på Det Ny Teater afvikle ferie, og bygningen skal vedligeholdes, fortæller teaterdirektør på Det Ny Teater, Niels-Bo Valbro.
Men Fredericia Teater har stor succes med at spille om sommeren. Hvorfor gør I ikke det?
- Hvad andre gør, har jeg ingen kommentarer til.
Det er heller ikke en mulighed for Det Ny Teater at flytte deres store forestillinger til den anden ende af landet, mener Niels-Bo Valbro.
- De forestillinger, der spilles på Det Ny Teater, er så store og teknisk komplekse, at man ikke kan rejse med dem. Vi har ambitioner om at lave de bedst mulige forestillinger tilpasset det hus, vi har.
'Det ultimative for mig'
Når 'Klokkeren fra Notre Dame' spiller på Det Kongelige Teater, er det med Lars Mølsted i hovedrollen som Quasimodo.
Han har lige vundet en Reumert som 'bedste sanger' for netop den rolle - og så er han stor tilhænger af Disney-universet og de mange musicals, der efterhånden er kommet ud af det.
- Disney har i nærmest alle deres fortællinger en dannelsesrejse. En person, der bliver klogere eller bliver voksen og begår en masse fejl, siger Lars Mølsted.
Men historien om den stakkels klokker, som på grund af sit grumme udseende bliver spærret inde i Notre Dame, er ikke en Disney-fortælling som de andre.
- Det her er en vanvittig historie, også for Disney. Fordi det er en tragedie, og der ikke lige er den typiske Disney-prins.
Er der en Disney-musical, du drømmer om, hvis det ikke skulle være den her?
- Nej. Det her er det ultimative for mig.