Se Trine lægge et puslespil med 200 brikker på under 10 minutter i realtid i bunden af artiklen.
I to år sad Trine Thunberg, der i dag er 24 år, bare på sit værelse og så film. Hun skulle egentlig gå i 10. klasse, men skiftet fra de trygge rammer i 9. klasse til årgangen over var for stort for den unge Trine.
Dengang forstod ingen, hvorfor den unge pige reagerede som hun gjorde, men efter hun som 18-årig fik sin autisme-diagnose, blev alt klart for hende og hendes omgivelser.
- Det var jo alle mine vante rammer, der blev taget fra mig, og der var ikke nogen til at hjælpe mig med at strukturere det nye. Man troede jo bare, at jeg kunne, for det kan alle andre. Men det blev simpelthen for ukonkret for mig. Når jeg tænker tilbage, vidste jeg jo slet ikke, hvordan det var at gå i 10. klasse. Det var helt skræmmende for mig. Jeg kunne ikke alt det sociale, og jeg kunne ikke alle de nye mennesker, forklarer Trine Thunberg.
Kunne se film hele dagen
Hun prøvede at komme af sted i en måned, før hun endelig gav op.
- Jeg isolerede mig på mit værelse, og så var jeg dér og kom faktisk ikke rigtig ud. Jeg kunne godt lide bare at se film hele dagen. Det var ikke, fordi jeg kedede mig, det var fint nok for mig, men i dag hvor jeg har prøvet så meget andet, kan jeg godt at se, at livet er mere end bare at se film.
I dag bor Trine Thunberg i en toværelses lejlighed på et midlertidigt bosted for unge med autisme, og det har været en kæmpe hjælp for hende til at komme ud af boblen derhjemme.
- Det har nærmest betydet, at jeg har fået et liv, for jeg havde ikke et liv før. Nu, hvor jeg er kommet her, ser jeg andre mennesker. Vi laver ting sammen. Jeg får lov til at mærke, hvordan livet er, og jeg er ude og opleve ting.
Elsker puslespil og professorterninger
Trine Thunberg er med i DR Dokumentars programserie om mennesker med autisme. Programmerne hedder 'De skjulte talenter' og giver seerne indsigt i, hvordan nogle mennesker med autisme ser verden - både deres egen og de såkaldt 'normale menneskers'.
Trines talent består blandt andet i, at hun er god til systemer og mønstre, og hun elsker at løse puslespil og store avancerede professorterninger.
I program to af 'De skjulte talenter' viser Trine, hvordan hun kan lægge puslespil ved hjælp af brikkernes former og ikke motivet, som mange af os andre ville gøre.
Hvem går først ind i bussen?
Det virker som det mest naturlige i hele verden for Trine at lægge puslespil lynhurtigt, men noget, der for andre kan virke som simpel ting, har tidligere været en kæmpe udfordring for den unge pige.
Nemlig at køre en tur med bussen. Hun kunne simpelthen ikke overskue de uskrevne regler og naturlige flow omkring det at gå ind i bussen.
- Man står der ved busstoppestedet, og så kommer bussen. Så er det er lidt som om, at folk laver sådan en bølge, du ved, de trækker sig derhen, hvor bussen skal parkere. Men hvordan ved man så, hvem der skal gå først ind? Nogen har jo stået der i længere tid og ventet end andre, og nogen har jo mere brug en siddeplads end andre, hvis der er ældre. Hvem skal hvad? Og hvornår skal jeg så gå ind? Der er sådan nogle ting, der bare ikke giver mening, og så kan jeg godt stå og blive helt angst over, hvad skal jeg gøre.
Mangel på forståelse kan give angst
Trine har fået hjælp og værktøjer fra personalet på bostedet til at kunne tage bussen. Og den såkaldte bustræning har da også allerede hjulpet, men den kan ikke hjælpe på den usikkerhed, Trine oplever, når der er ting, hun ikke forstår.
Ved siden af sin autisme-diagnose har Trine Thunberg sidediagnosen OCD, ligesom hun også har angst. Og hun ved lige præcis, hvorfor hun får den angstfølelse.
- Det er bare fordi, jeg prøver at forstå, hvordan tingene hænger sammen, og jeg forstår det ikke rigtig altid. Og når jeg ikke forstår det, kan det godt blive angst for mig, forklarer hun.
For Trine gælder det for eksempel også om ikke at stikke ud, så folk lægger mærke til hende. Derfor er det også en stor udfordring for den 24-årige kvinde at handle i et supermarked.
- Det er en stor overvindelse for mig at gå hen og spørge nogen om noget i et supermarked. Jeg ved jo ikke, hvordan han vil reagere. Bliver han sur? Synes han, jeg er irriterende? Tænker han, at jeg er dum? Men jeg er jo nødt til at lære det, for nogle gange skal jeg jo snakke med den, der er bag kassen, for jeg kan jo ikke forvente, at de ved, hvad jeg skal have, hvis jeg kommer på apoteket.
Øjenkontakt er for intenst
I det hele taget er det en udfordring for Trine, hvordan man begår sig socialt. Krammere har hun lært sig selv at acceptere til en vis grad, hvis hun kender folk, men det er stadig grænseoverskridende, når folk kommer for tæt på. Men heller ikke på afstand føler hun sig tryg ved til eksempelvis øjenkontakt.
- Det er bare ubehageligt og føles unaturligt at kigge nogen i øjnene. Jeg kan ikke engang forklare det, tror jeg. Det bliver bare meget intenst. Men jeg tror, at det nogle gange handler om at gøre tingene. Så det bruger jeg ekstremt meget energi på. Det er svært for mig, men så får jeg at vide, at jeg skal kigge på næsen i stedet for, så det prøver jeg.
Unaturlige samtaler
En af mange myter omkring mennesker med autisme er, at de er asociale. Den vil Trine gerne aflive - for sit eget vedkommende.
- Jeg kan godt lide at være social. Jeg kan da også godt have behov for at se nogle mennesker og ikke bare være mig selv, forklarer hun.
Det er bare ikke altid, at hun lige forstår måden, såkaldte NT'er kan være sammen socialt. NT står for neurotypisk og dækker over såkaldt 'almindelige mennesker'.
- Jeg synes nogle gange, at spørgsmål kan være meget ukonkrete. For eksempel den der man tit får: ”Hvordan går det?”. Straks når jeg hører, ”hvordan går det”, får jeg bare et kæmpe spørgsmål oppe i hovedet, fordi der er jo mange ting i det. Det er jo ikke bare, ”det går godt”. Hvis det ikke lige går godt, hvordan forklarer jeg så, at det går lidt godt, men så er jeg alligevel lidt udfordret her for tiden og sådan noget.
De giver ikke rigtig mening, synes du?
- Nej, det er sådan lidt ukonkret. Altså jeg kan godt være i det. Det er ikke, fordi jeg ikke kan finde ud af det. Lidt hen ad vejen kan jeg godt finde ud af det, men så bruger jeg bare meget energi på at tænke over, hvad jeg svarer, fordi det er så unaturligt for mig at have sådan nogle samtaler.
Drømmen at få et arbejde
Den såkaldte smalltalk er altså noget, Trine har lært sig selv - mens hun fortsat øver sig i at tage bussen, kigge andre mennesker i øjnene, og henvende sig til personalet i butikker.
Alt sammen udfordringer hun har fået mod på at kaste sig over, efter hun blev en del af bostedet for unge mennesker med autisme. Og det giver hende mod på endnu mere.
- Hvis du havde spurgt mig for tre år siden, så ville jeg aldrig tro på, at jeg kunne det, jeg kan i dag, så jeg tør ikke tænke på, hvad jeg så kan om endnu tre år. Kan jeg så mere? Det kan jeg forhåbentligt, og det tror jeg også på. Jeg har nogle drømme, og det er at bo selv og have et arbejde, siger Trine Thunberg.