Lovgivningen har i flere tilfælde spændt ben for, at Socialtilsyn Nord kunne forfølge forhold omkring Hjorthøjgård-koncernens økonomi.
Det er en af konklusionerne i den redegørelse om sagen, som Socialtilsyn Nord netop har afleveret til Socialministeriet.
- Socialtilsyn Nord finder, at der er visse udfordringer for så vidt angår tilsynet med tilbuddenes økonomi. Sagen om Gården illustrerer blandt andet dette helt konkret, skriver tilsynet blandt andet.
Brugte biler og inventar til overpris
DR har tidligere fortalt, hvordan en af Hjorthøjgård-ejerne solgte brugte biler og inventar til Hjorthøjgård-koncernen for 2,6 millioner kroner, hvilket var omkring 1,2 millioner kroner mere, end det var bogført til i regnskaberne.
- Dette forhold har betydning for om der finder forsvarlig anvendelse sted af offentlige midler, skriver tilsynet i redegørelsen.
Tilsynet forklarer, at man krævede yderligere dokumentation. På trods af, at noget af inventaret var prissat højere end den pris det var købt for oprindeligt, erklærede Hjorthøjgårds revisor, at der var tale om markedspris, fordi Hjorthøjgård også fik ”småanskaffelser” med gratis.
Derefter lukkede tilsynet sagen og accepterede prisen.
Men i redegørelsen til ministeriet skriver tilsynet direkte, at tilsynet har været ”begrænset af manglende hjemmel til at forfølge forholdet yderligere”.
Vedligehold på det offentliges regning
På tilsvarende vis forklarer tilsynet i redegørelsen, at det mangler hjemmel, når det kommer til bygningsforbedringer.
DR har afdækket, hvordan Hjorthøjgårds socialpædagogiske opholdssteder i stort set alle tilfælde lejer sig ind i bygninger, som på forskellig vis er ejet af Hjorthøjgård-ledelsen selv, typisk via andre selskaber.
Samtidig viser en gennemgang af regnskaberne, at opholdsstederne har brugt store beløb på vedligehold af bygningerne.
De ting skal tilsynet holde øje med, fordi opholdsstedernes udgifter til husleje og vedligehold i sidste ende bliver betalt af det offentlige.
Opholdsstedernes udgifter - ikke bare til personale, men også til for eksempel husleje og vedligeholdelse - er nemlig afgørende for, hvor høj betaling opholdsstedet kan få fra det offentlige for at have unge anbragt der.
I redegørelsen forklarer Socialtilsyn Nord, at tilsynet ”konstaterer, at der har fundet bygningsforbedringer sted, der er indgået i fastsættelsen af huslejeniveauer”.
Tilsynet kan med andre ord se, at opholdsstedet har brugt penge, der i sidste ende bliver betalt af det offentlige, på at forbedre ejendommene, og at huslejerne derefter blev fastsat med udgangspunkt i de forbedringer, der var lavet.
Revisor: Aftale mellem uafhængige parter
Men Hjorthøjgårds revisor erklærede ifølge tilsynet, at lejekontrakten mellem Hjorthøjgård A/S på den ene side og en Hjorthøjgård-ejerne på den anden side var ”en ny aftale mellem to uafhængige parter,” da huslejen blev fastsat i forbindelse med at Hjorthøjgård fik ny selskabsstruktur.
- Socialtilsyn Nord må dog tage til efterretning, at tilbuddet/revisor erklærer, at der er tale om en ny aftale på markedsmæssige vilkår mellem to uafhængige parter, skriver Socialtilsyn Nord i redegørelsen.
Ifølge Socialtilsyn Nord var der med andre ord ikke andet at gøre, end at lade sagen ligge. Igen konkluderer tilsynet, at tilsynet har været ”begrænset af manglende hjemmel til at forfølge forholdet yderligere”.
Hjorthøjgård-ejer afviser kritikken
Lars Andreasen, der er medejer af Hjorthøjgård og som indtil sidste uge også var direktør i koncernen, ejer selv tre af de ejendomme, som opholdsstederne lejer sig ind i. Han har i et skriftligt svar afvist, at han som opholdssteds-ejer har brugt offentlige midler til at øge værdien af sine egne ejendomme.
- Merudgift til indvendig vedligehold er nødvendigt. Der er tale om midlertidige hjem for de unge, hvor de fysiske rammer er et redskab, ikke noget som de unge passer på, skriver Lars Andreasen til DR.
Hjorthøjgård-ledelsen har også afvist kritikken af husleje-indtægterne med henvisning til, at der er blevet lavet valuarvurderinger, som huslejerne er baseret på.
Det var også Lars Andreasen, der solgte de brugte biler og inventar til Hjorthøjgård-koncernen. Om den sag skriver han:
- Alt er registreret, oplistet, og værdiansat efter gældende regler. Det var en revisionsmæssig opgave forstået af BDO. Hvis der er forskel på en regnskabsmæssig værdi på en ting og vurderingspriser, så går det vel begge veje. Sådan var de regler, som revisor arbejdede under, skriver Lars Andreasen.
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Socialminister Mai Mercado (K) om redegørelsen. Men hun har tidligere sagt til DR Nyheder om Hjorthøjgård-sagen:
- Selv om jeg ikke kan gå ind i enkeltsager, er det klart, at når jeg får en redegørelse fra kommunen og fra socialtilsynet, så vil vi selvfølgelig altid stoppe op og se på om der skal ændres regler.