I de seneste ti år er en række ansatte hos vindmølleproducenterne Siemens Wind Power og Vestas blevet syge med astma og eksem af deres arbejde. Det har DR afsløret gennem den seneste tid.
I artiklen her kan du få indblik i det talgrundlag, der ligger bag DRs dækning.
Samlet set har Arbejdsskadestyrelsen i 174 sager anerkendt, at medarbejdere er blevet kronisk syge med astma eller eksem af deres arbejde hos Siemens Wind Power og Vestas siden 2005 og frem til i dag.
Tallet har DR fremskaffet gennem flere aktindsigter i Arbejdsskadestyrelsen.
90 syge hos Siemens
Hos Siemens Wind Power har medarbejdere i 90 sager fået anerkendt en sag om astma eller eksem som en erhvervssygdom siden 2005.
I mindst 64 af sagerne udpeger Arbejdsskadestyrelsen direkte kemikalierne epoxy eller isocyanater som en medvirkende årsag til, at de ansatte er blevet syge. Isocyanater indgår i fem af sagerne.
Tallene er fremkommet ved, at DR har fået aktindsigt i samtlige afgørelser fra Arbejdsskadestyrelsen i sager om astma og eksem hos Siemens Wind Power og gennemgået sagerne en for en.
I de sager, der ikke direkte skyldes epoxy eller isocyanater, peger Arbejdsskadestyrelsen på for eksempel glasfiber, olier, lim eller langvarig brug af handsker som årsagen til, at medarbejderne er blevet kronisk syge af eksem.
84 syge hos Vestas
Hos Vestas er der mindst 84 sager om ansatte, der er blevet kronisk syge af astma eller eksem siden 2005. I 69 af sagerne peger Arbejdsskadestyrelsen på epoxy som en årsag til, at de ansatte er blevet syge.
Det fremgår af en opgørelse, som Arbejdsskadestyrelsen har udarbejdet til DR.
I de sager, hvor epoxy ikke indgår, er der typisk tale om, at medarbejderen har arbejdet med andre kemikalier, som smøremidler, nikkel eller bisphenol F. Isocyanater indgår i en enkelt sag.
Ifølge Arbejdsskadestyrelsen er der en lille usikkerhed om antallet, da sagerne er fundet ved at taste manuelt ind i sagsbehandlingssystemet. Der kan altså være relevante sager, der ikke er dukket op i søgningen.
Ikke erstatning til alle
Det er ikke alle dem, der har fået anerkendt deres astma eller eksem som en erhvervssygdom, som har fået erstatning. Om der udbetales erstatning eller ej afhænger nemlig af, hvor alvorligt man er blevet syg.
Hvis en medarbejder har fået varigt mén på mindst 5 procent eller et erhvervsevnetab på mindst 15 procent, kan der gives erstatning, oplyser Arbejdsskadestyrelsen.
- En erhvervssygdom kan anerkendes, uanset om der gives erstatning eller ej. Når en erhvervssygdom er anerkendt, har Arbejdsskadestyrelsen vurderet, at der er dokumentation for, at sygdommen skyldes arbejdets forhold, siger kontorchef i Arbejdsskadestyrelsen, Jane Hansen.
Over 2000 ansatte i produktionen
Siemens Wind Power har ifølge egne oplysninger mere end 2.200 ansatte på fabrikken i Aalborg og i alt 6.700 ansatte i Danmark.
Vestas oplyser til DR Nyheder, at virksomheden har 4.569 fastansatte medarbejdere. Heraf er 2.184 ansat som timelønnede. Det er dem, der primært er ansat i produktionen.
De anerkendte sager med astma og eksem, som DR Nyheder har valgt at fokusere på, er kun en del af det samlede antal anerkendte arbejdsskader og erhvervssygdomme hos de to vindmølleproducenter.