Udvisningen af to diplomater kommer næppe til at gøre den store forskel bag de hvidkalkede mure på den russiske ambassade på Kristianiagade i København.
Der er nemlig rigeligt med diplomater at tage af, fortæller tidligere dansk generalkonsul i Sankt Petersborg Jens Worning Sørensen.
Faktisk er det ifølge ham velkendt i diplomatiske kredse, at russiske ambassader ofte er rigt bemandede.
- Det er en arv fra sovjettiden, og det skyldes, at mange af dem er tilknyttet de tre russiske efterretningstjenester GRU, SVR og FSB. Det er verdens dårligst bevarede hemmelighed, at de opererer i grænselandet af spionage. De er sjældent særligt effektive, men de er der, og man holder lidt øje med dem, siger Jens Worning Sørensen.
Danmark udviser to
Tidligere mandag udviste Udenrigsministeriet og udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) to russiske diplomater som del af en koordineret aktion fra i alt 14 EU-lande.
Aktionen er en reaktion på det formodede russiske giftgas-attentat på en russisk eks-spion og hans datter i den engelske by Salisbury.
- For at forholdet til Rusland skal blive bedre, må Rusland ændre kurs, sagde Anders Samuelsen ved et pressemøde i Udenrigsministeriet.
Udvisningen får dog næppe den store effekt for arbejdet på ambassaden, vurderer Jens Worning Sørensen.
- Livet går videre inde på ambassaden. Til gengæld vil det gøre arbejdsgangen på den danske ambassade i Moskva mere besværlig, hvis Rusland gengælder ved at udvise to. Der er nemlig ikke nær så mange ansat, forklarer Ruslands-kenderen.
Dobbelt så mange som Tyskland
Det fremgår af Udenrigsministeriets officielle oversigt over diplomater i Danmark - The Copenhagen Diplomatic List 2018 - at den russiske ambassade er blandt de største herhjemme.
Her er 37 diplomater tilknyttet. Til sammenligning har Danmarks største eksportpartner, Tyskland, 17 registrerede diplomater. Storbritannien har ifølge Udenrigsministeriets fortegnelser 14. Topscoreren er dog USA med 38 navne på listen.
- Russerne er mange, men de er sjældent særligt effektive og kommer ikke så tit ud. Enten sidder de på ambassaden eller ude på Handelsrepræsentationen i Valby. Typisk arbejder de med handel eller kultur sideløbende med efterretningsarbejdet, siger Jens Worning Sørensen, der fra 2008 til 2011 var generalkonsul i Sankt Petersborg.
Danmark har, oplyser Udenrigsministeriet, ni diplomater i Rusland. Fordelt på henholdsvis ambassaden i Moskva og generalkonsulatet i Sankt Petersborg.