En solidaritetserklæring og et stærkt signal.
Sådan lyder nogle af forklaringerne efter adskillige vestlige lande nu udviser russiske diplomater som en støtteerklæring til Storbritannien efter giftangrebet mod den russiske tidligere spion Sergej Skripal og datteren Julia.
Giftangrebet fandt sted 4. marts i den britiske by Salisbury, og Storbritannien har klart meldt ud, at det er 'højst sandsynligt' Rusland, som står bag og har efterfølgende udvist 23 diplomater.
Og det bakkes nu op af adskillige europæiske lande samt USA.
Ifølge EU-præsident, Donald Tusk, er der i alt tale om, at 14 medlemslande har besluttet sig for at sende russiske diplomater ud af landet. Heriblandt Danmark, som udviser to russiske diplomater. Yderligere lande er siden kommet til.
Flere af landene har givet deres diplomater inden udgangen af marts til at forlade landet, skriver nyhedsbureauerne Reuters og AP.
Solidaritet med Storbritannien
Blandt de lande, der har meddelt, at de sender diplomater ud af landet er USA, Polen, Frankrig og Tyskland.
Det tyske udenrigsministerium meddeler, at:
- Udvisningen af vores fire diplomater er et stærkt tegn på solidaritet med Storbritannien og signalerer handlekraft fra den tyske regering om, at angreb på vores allierede ikke vil gå ubesvaret hen.
I sidste uge udsendte EU en samlet støtteerklæring til Storbritannien, hvor landene erklærede sig enige i Storbritanniens vurdering af, at det er Rusland, som står bag giftangrebet i Salisbury.
Theresa May har meddelt, at den gifttype, der er brugt i angrebet, tilhører gruppen Novichok, som blev udviklet af det sovjetiske militær i de sidste år af Den Kolde Krig.
Både præsident Vladimir Putin og den russiske udenrigsminister Sergej Lavrov har afvist alle anklagerne og hævder, at briterne har modsat sig at russerne får adgang til efterforskningen. Rusland har som modsvar udvist 23 britiske diplomater fra landet.
Lande der har meddelt, at de udviser russiske diplomater
- •
USA udviser 60 diplomater og lukker det russiske konsulat i Seattle.
- •
Ukraine udviser 13 diplomater
- •
Lande, der udviser fire diplomater: Frankrig, Tyskland, Polen og Canada
- •
Lande, der udviser tre diplomater: Tjekkiet, Litauen, Molodva
- •
Lande, der udviser to diplomater: Danmark, Holland, Italien, Albanien, Spanien, Australien
- •
Lande, der udviser en diplmoat: Letland, Ungarn, Rumænien, Finland, Sverige, Norge, Irland, Makedonien, Montenegro.
- •
Estland udviser den russiske forsvarsattaché, mens Kroatien udnævner en diplomat som 'persona non grata' (opdateret 28. marts 2018)