Alle børn, der ikke er vaccineret mod mæslinger, fåresyge og røde hunde, skal samles i én daginstitution, så de ikke kan smitte andre børn.
Derfor skal forældre krydse af, om deres børn følger vaccinationsprogrammet, når de søger en institutionsplads.
Sådan lyder forslaget fra lokalpolitikerne fra Liberal Alliance og Socialdemokratiet på Frederiksberg.
Forældre i kommunen skal dog ikke forvente at se forslaget ført ud i livet i den nærmeste fremtid.
Der er 25 byrådsmedlemmer på Frederiksberg, og 10 af dem er valgt ind for De Konservative.
Byrådsmedlem Pernille Høxbro (K), der udtaler sig for sin gruppe i sagen, finder det uforståeligt, at nogle forældre fravælger vaccinationsprogrammet.
- Men jeg har den opfattelse, at man kommer længst med at tale med mennesker frem for at lovgive eller lave særlige regler, siger hun.
WHO's anbefaling:
- •
Verdenssundhedsorganisationen (WHO) anbefaler, at 95 procent af børn bliver vaccineret
- •
Målet er at undgå epidemier og og at beskytte børn, der ikke kan blive vaccineret, fordi de for eksempel er for små eller for syge.
Pernille Høxbro er medlem af kommunens sundheds- og omsorgsudvalg og tidligere formand for børneudvalget, og hun har ikke kendskab til, at der skulle være et stort problem med ikke-vaccinerede børn på Frederiksberg.
Hun mener, at forslaget fra Liberal Alliance og Socialdemokratiet er "grænsende til det populistiske".
- Jeg er bekymret for at segmentere mennesker på den måde. Særligt når jeg ikke kender problemets omgang, og det gør Liberal Alliance og Socialdemokratiet heller ikke. Man bør kende omfanget, inden man måske begynder at skyde gråspurve med kanoner, siger hun.
Vil have en redegørelse
Liberal Alliance begrunder forslaget med, at der er en bølge af forældre, som er imod vacciner, og at børn af indvandrere og flygtninge i mindre grad er vaccineret.
Det er dog fortsat langt de fleste forældre, der tager deres børn med til lægen og lader dem få de sviende stik.
Sidste år steg tilslutningen ifølge en årsrapport fra Statens Serum Institut til næsten alle vacciner i børnevaccinationsprogrammet.
Ved næste udvalgsmøde vil Pernille Høxbro nu bede forvaltningen lave en redegørelse over, om der er et reelt problem med ikke-vaccinerede børn i kommunen.
- I det omfang, det er et problem på Frederiksberg - og det ved jeg ikke, om det er - vil jeg foretrække, at vores sundhedsplejersker og praktiserende læger taler med forældre om de problemer, det giver, hvis de ikke lader deres børn vaccinere, siger hun.
DF: Minder om diskrimination
Heller ikke SF, Enhedslisten, De Radikale eller Dansk Folkeparti på Frederiksberg støtter forslaget.
De har sammenlagt syv byrådsmedlemmer.
Dansk Folkepartis byrådsmedlem, Jens Tørning, forklarer sin modstand i en sms-besked:
- Det er efter min mening ganske uoverskueligt at gennemføre, tillige minder forslaget om diskrimination.
Venstre: Det skal undersøges nærmere
Den eneste, der holder døren på klem for forslaget, er Jan E. Jørgensen (V), der både sidder i byrådet på Frederiksberg og er medlem af Folketinget.
Han har endnu ikke har haft mulighed for at vende forslaget med sine to partifæller på rådhuset.
- Det er et frit land, og forældre skal have ret vide rammer og mulighed for at træffe beslutninger, når det gælder deres børn, men når man fravælger vaccinationsprogrammet, er der tale om noget, der potentielt kan skade andre børn, siger han.
- Men vi skal først have undersøgt og drøftet forslaget nærmere. Blandt andet skal vi finde ud af, om det er lovligt.
Børnevaccinationerne beskytter imod:
- •
Difteri
- •
Stivkrampe
- •
Kighoste
- •
Polio
- •
Hjernehindebetændelse og strubelågsbetændelse forårsaget af Hib-bakterien
- •
Meningitis og andre alvorlige sygdomme som blodforgiftning forårsaget af pneumokok-bakterier
- •
Mæslinger
- •
Fåresyge
- •
Røde hunde
- •
Livmoderhalskræft Kilde: Statens Serum Institut