Forældre, der har fravalgt børnevaccinen mod bl.a. mæslinger, skal ikke længere frit kunne vælge daginstitution på Frederiksberg.
I stedet skal barnet sendes i en institution, hvor de andre børn heller ikke har fået de af myndighederne anbefalede vacciner.
I hvert fald hvis det står til Socialdemokratiet og Liberal Alliance på Frederiksberg, der i et forsøg på at øge tilslutningen til børnevaccinationsprogrammet, nu stiller forslaget. Det skriver Berlingske i dag.
- Vores forslag går på at fratage det frie valg fra de forældre, som fravælger en vaccine. Det er af hensyn til de mindste børn og til de syge børn, som ikke kan blive vaccineret, siger Laura Lindahl, Liberal Alliances rådmand på Frederiksberg, til DR Nyheder.
Ifølge Laura Lindahl bliver forslaget rejst af særligt to grunde: Dels fordi børn af flygtninge- og migranter kommer fra lande, der i ringere grad vaccinerer, og dels fordi der ifølge rådmanden er kommet flere anti-vaccine-forældre.
Udspillet fra de to partier kommer samtidig med, at der endnu engang rapporteres om nye mæslingeudbrud herhjemme. For to uger siden var det en yngre person, der efter et besøg i Polen, fik konstateret den smitsomme sygdom.
Laura Lindahl fortæller, at man endnu ikke har lagt sig fast på, i hvilken institution de ikke-vaccinerede børn skal placeres.
- Nu beder vi i første omgang kommunen undersøge, hvilke muligheder der er, og om det er en farbar vej at gå, siger hun.
DF vender tommelfingeren nedad
Den type af forslag vinder også stigende gehør i Sverige, skriver Berlingske. Venstres sundhedsordfører i Folketinget, Jane Heitmann, kalder det svenske initiativ ”interessant” og siger, at man ”følger erfaringerne med interesse”.
Dansk Folkeparti er modstander af forslaget, mens Lægeforeningen også er kritiske, skriver Berlingske.
De seneste ti år er der anmeldt 73 tilfælde af mæslinger blandt børn i aldersgruppen 0-6 år. Heraf gik lidt over halvdelen af de smittede børn i daginstitution, fremgår det af et svar fra Statens Serum Institut til Folketinget.
Af svaret fremgår det også, at Sundhedsstyrelsen ikke mener, det er nødvendigt at stille krav om vaccination til børn, der går i daginstitutioner.
”Tilslutningen til vaccinerne i børnevaccinationsprogrammet ligger - fraset for HPV-vaccinen- stabilt højt og Sundhedsstyrelsen ser ikke, at der er behov for et krav om obligatorisk vaccination til børn i daginstitution,” lyder det i svaret.
/DR Nyheder/