Forsker: Børnehave til børn uden vacciner kan have effekt

Etikforsker mener, at børnehaver til ikke-vaccinerede vil skubbe flere forældre til at vaccinere børnene.

Incitamenter som tvungen institutionsplads og at børnene slet ikke kan komme i børnehave kan være med til at skubbe flere forældre i retning af at lade deres børn vaccinere, vurderer en forsker. (Foto: © GITTE SOFIE HANSEN, Scanpix)

Hvis du vil have frit valg på daginstitutionsområdet, så skal dit barn være vaccineret. Ellers kommer det i en særlig daginstitution kun for børn, der ikke har fået de anbefalede vacciner.

Sådan lyder et forslag fra lokalpolitikerne fra Liberal Alliance og Socialdemokratiet på Frederiksberg.

Spørger man Thomas Søbirk Petersen, der er professor MSO i etik ved Roskilde Universitet og har studeret vaccinationsproblematikken, så kan forslaget betyde, at flere forældre vil lade deres børn vaccinere.

- Det at besværliggøre, at dit barn ikke bliver vaccineret, så du eksempelvis skal aflevere det længere væk, kan jo gøre - medmindre du er hardcore anti-vaccinationsskeptiker – at du så lige får vaccineret barnet alligevel, siger han.

Danmark har ligesom flere andre lande et mål for tilslutningsgraden til vaccinationsprogrammerne på 95 procent. Det er et mål, som er defineret af verdenssundhedsorganisationen WHO. Med 95 procents tilslutning vil man opnå det, som man kalder flokbeskyttelse, forklarer afdelingslæge Peter H. S. Andersen fra Statens Serum Institut.

Tilslutningen er stigende

Han vil ikke vurdere det konkrete forslag, men slår fast, at debatten delvist bygger på en falsk forudsætning.

- Det er ikke rigtigt, at der er flere forældre, der fravælger at vaccinere deres børn. Så præmissen er i hvert fald ikke rigtig, siger Peter H. S. Andersen.

De nyeste tal fra Statens Serum Institut viser, at tilslutningen til de tidlige vacciner i børnevaccinationsprogrammet er historisk højt.

96 procent af alle fra fødselsårgang 2016 har fået den første grundvaccine i børnevaccinationsprogrammet. Og 92 procent af børnene fra fødselsårgang 2014 har fået den første MFR-vaccine.

Etikforsker Thomas Søbirk Petersen kalder problemstillingen for ”rigtigt interessant”. Han mener, at daginstitutioner kun for børn, der ikke er vaccineret, kan isolere sygdomsudbrud.

- En effekt kan være, at de udbrud af røde hunde og mæslinger, der kan komme, bliver isoleret til små grupper – nemlig dem der ikke vaccinerer deres børn. Det kan have den effekt, at det kan beskytte andre børn, der ikke kan blive vaccineret af kliniske grunde, siger han med henvisning til eksempelvis børn med leukæmi, der ikke kan tåle vaccinerne.

Incitamenter virker

Thomas Søbirk Petersen fremhæver også andre redskaber i værktøjskassen, der kan være med til at sikre en højere tilslutningsgrad til vaccinerne. I Californien kan børnene ikke få lov at gå i børnehave eller skole, hvis de ikke er vaccineret, mens man i Holland har bødestraf, hvis barnet ikke er vaccineret for polio.

Han fremhæver også et påmindelsessystem, som det kendes fra sundhedsvæsnet, hvor forældrene kan få en sms, når det er tid til, at barnet skal vaccineres. Noget som allerede er indført i 2013 til forældre, der ikke har vaccineret deres børn.

Redskaberne kan være nødvendige, siger han.

- Nu har det (tilslutningsgraden til vaccinationer, red.) været forholdsvist stabilt, men sammenlignet med andre lande, som vi normalt sammenligner os med, så ligger vi forholdsvist lavt. Så det er klart, det er værd at se på, hvad vi kan gøre for at beskytte børnene.