Politi tager kritik til sig: Det er vores ansvar

Når borgere ringer til alarmcentralen, skal politiet have mere forståelse og være de professionelle, lyder det fra chefpolitiinspektør.

Alarmcentralerne skal blive endnu bedre til at modtage opkald fra borgere i nød, siger Klaus Arboe, chefpolitiinspektør i Østjyllands Politi. (© (c) DR)

- Det var vi da helst foruden, det er der ingen tvivl om.

Sådan lyder det fra Klaus Arboe, chefpolitiinspektør i Østjyllands Politi, efter at Den Uafhængige Politiklagemyndighed (DUP) i sin årsberetning kritiserer politiets håndtering af alarmopkald.

Østjyllands Politi står for en af de to alarmcentraler, der ifølge Politiklagemyndighedens årsberetning har opført sig skidt over for borgere, der ringede 112.

- Det er jo ikke taxakørsel, vi laver her... Nej, så kan jeg sgu ikke hjælpe dig... Så kan vi håbe, du bliver fundet inden vinter måske, lød svaret fra en polititjenestemand, da en mand med Parkinsons syge sidste år væltede på cykel og ringede til 112.

Og det er simpelthen ikke godt nok, lyder det fra chefpolitiinspektøren.

- Når vi modtager de anmeldelser fra borgere, der befinder sig i en situation, der er ny og anspændt, skal vi være de professionelle, som kan håndtere det, siger Klaus Arboe.

- Det er vores ansvar.

Skal hjælpes ad

Et andet eksempel i årsberetningen fra DUP er en borger, der anmeldte branden på Svinkløv Badehotel. Borgeren kendte ikke adressen på hotellet, hvilket fik polititjenestemanden til at sige:

- Og når man skal bruge brandvæsenet, så er det rart at vide, hvor man er henne (…).

Da borgeren sagde, at det var midt om natten, svarede polititjenestemanden:

- Ja, og hvad så. Det kunne også være juleaften.

I lignende sager skal alarmcentralen og borgeren være bedre til at hjælpe hinanden, siger Klaus Arboe.

- Det handler om at have en forståelse for, at det er en situation, der er meget, meget uvant. Det er ganske få gange man i sit liv skal ringe efter hjælp, og så er det op til os at være de professionelle, så vi får den rigtige hjælp hen til det rigtige sted.

Færre klager

Trods kritik af politiet fra Politiklagemyndigheden viser beretningen, at antallet af klager over adfærd er faldet siden 2012.

Antallet af de såkaldte 'adfærdsklager', som klager over 112-besvarelser hører under, er faldet fra 726 i 2012 til 508 sidste år.

Ifølge Klaus Arboe får politiets to alarmcentraler 970.000 opkald om året. Af dem går omkring 550.00 videre i systemet, hvor man laver en udrykning.

Selvom det er et fåtal af alarmopkaldene, der fører til klage, tager politiet dem stadig ganske seriøst, så der bliver færre i fremtiden.

- Vi har lavet individuelle samtaler med medarbejderne. Og vi kigger på, hvordan man håndterer og taler med de borgere, der har brug for vores hjælp, siger Klaus Arboe.