Mødre sendt hjem med mæslingesyge spædbørn: "Det er grotesk"

To spædbørn blev sendt hjem fra Hvidovre Hospital med den meget smitsomme sygdom.

Sally på seks måneder fik konstateret mæslinger. Hun er for lille til at være vaccineret, og det er uvist, hvor smitten kom fra. Foto: Privat

- Man skal ikke sende en baby hjem, som flere allerede har kigget på og sagt, at det kunne være mæslinger, som babyen har. Jeg tror, at den fejl er sket, fordi personalet er så presset.

Det siger Stella Boye Rasmussen, der er mor til Sally på seks måneder.

I sidste uge tog hun på Hvidovre Hospital med en febersyg lille datter. Med sig havde hun en henvisning fra egen læge, der havde en mistanke om, at Sally kunne have mæslinger.

Og modtagelsen af de to var da også alvorlig nok, da Sally blev isoleret i sit eget værelse. Personale iført masker og dragter tog prøver, men da lægen kom ind ad døren, gik det stærkt:

- Han er sød, men han har meget travlt. Han vurderer, at der næsten ikke er en risiko for, at Sally har mæslinger. Og så går han igen. En sygeplejerske tager urinprøve og siger, at vi godt kan tage hjem igen. Vi har altså ikke fået svar på nogle prøver, men alligevel sendes vi hjem, siger Stella Boye Rasmussen.

Og så satte de sig ellers ind i bussen med den smitsomme virus og kørte hjem igen.

Meget smitsom sygdom

Men Sally havde mæslinger. Svaret landede på telefonsvareren for en uge siden, og derefter ringede Statens Serum Institut med den samme besked.

Mæslinger er en meget smitsom sygdom. Den kan medføre lungebetændelse, mellemørebetændelse, hjernebetændelse og i værste tilfælde døden.

Endnu ved man ikke, hvordan Sally blev smittet, men hos Statens Serum Institut arbejder man i øjeblikket på at finde ud af det.

Afdelingsleder Palle Valetiner-Branth kan kun bekræfte, at instituttet kender til ét tilfælde af mæslinger:

- Men vi er i gang med at undersøge, om der kan være flere tilfælde, siger han.

- De fleste tilfælde af mæslinger i Danmark kommer fra rejsende, der er vendt hjem fra udlandet, det kan være Thailand og så videre. De kan i større eller mindre grad smitte folk herhjemme.

Flere var smittet i opgangen

Stella Boye Rasmussen håber ikke, at Sally er kommet til at smitte andre børn.

- Jeg er simpelthen så ked af, hvis vi er kommet til at smitte andre, siger hun.

Fordi mæslinger er meget smitsomme, skrev hun ud til beboerne i opgangen på Vesterbro i København. Og det viste det sig, at et andet lille barn, Sylvester på fire måneder, allerede havde symptomer på mæslinger – og det havde hans far også.

Også de to fik senere bekræftet af deres egen læge og Statens Serum Institut, at de var smittede med mæslinger.

Ingen af de to små har i modsætning til deres familier fået den såkaldte MFR-vaccine endnu på grund af deres unge alder. Vaccinen gives nemlig først, når barnet er fra 15 måneder.

Og det er sjældent, at børn på bare fire og seks måneder får konstateret mæslinger, fortæller Palle Valentiner-Branth fra Statens Serum Institut.

- Det er ikke noget, vi ser ofte. Fra 2008 til 2018 har vi fået anmeldt i alt 171 tilfælde af mæslinger i Danmark. Og i den her 10 års periode er der kun konstateret 12 tilfælde af mæslinger hos børn under et år, siger han.

- Det her understreger, at vi skal have så høj en vaccinationsdækning som muligt. Normalt er spædbørn beskyttet af antistoffer fra moren, der gør, at de ikke bliver smittet med eksempelvis mæslinger, inden de fylder et år. Men Sally er jo blevet smittet et sted fra. Det er ærgerligt, at det rammer spædbørn i den alder, men det er som sagt sjældent. Og det er klart, at det ubehageligt, siger han.

Kunne ikke have handlet anderledes

Når Stella Boye Rasmussen tænker tilbage, kan hun ikke se, hvad familien kunne havde gjort anderledes, da hun tirsdag i sidste uge opdagede, at noget var galt med datteren. Sally havde været forkølet og haft lidt feber, og hun var også begyndt at slå lidt ud i ansigtet og på brystet.

Stella Boye Rasmussen med sin seks måneder gamle datter, Sally. Foto: Privat

- Jeg ringede til akuttelefonen men fik at vide, at det højst sandsynligt var en feberinfektion, og jeg skulle bare tage det stille og roligt, fortæller Stella Boye Rasmussen.

Næste dag havde Sally det dårligere, og de opsøgte deres egen læge.

- Lægen beder os om at tage på børneafdelingen på Hvidovre Hospital. Jeg går ud i venteværelset og gør Sally klar, og lægen kommer ud og siger, at hun har ringet til Hvidovre Hospital og fortalt, at en patient, der potentielt har mæslinger er på vej.

Og så er vi tilbage på Hvidovre Hospital, hvor Sally bliver bragt i isolation.

- En anden sygeplejerske kommer ind og siger: Det ligner mæslinger, siger Stella Boye Rasmussen - og det får hende til endnu mere at undre sig over lægens beslutning.

Så familien sendes hjem fra hospitalet.

Brev sendes ud til forældre

Sally har en bror, der går i institutionen Legegod på Vesterbro. På grund af Sallys mæslingeudbrud har Styrelsen for Patientsikkerhed skrevet et brev til forældrene i institutionen og underrettet dem om, at et barn med mæslinger – altså Sally – har været på besøg i institutionen.

I brevet opfordrer styrelsen forældre til at være opmærksomme på symptomer på mæslinger.

Samtidig er forældrene blevet informeret om, at de skal undgå at sidde i venteværelse hos barnets egen læge eller på et hospital, og at de skal undgå, at barnet kommer i daginstitution, hvis der er mistanke om mæslinger.

- Jeg har fået at vide, at alle børnene i Legegod er vaccinerede. Ingen børn har haft mæslinger der, og Sally har heller ikke været i nærheden, siden hun blev syg. Jeg er enormt ked af, at det har skabt sådan en ballade, men vi kunne jo ikke vide det. Man har jo ingen symptomer til at starte med, selv om man er smittet, siger Stella Boye Rasmussen

Venter i syv timer

Hjemme i opgangen havde Sylvester på fire måneder og hans far også haft mæslinger, fortæller Sylvesters mor, Camilla Almfort.

Hendes kæreste blev syg og lå med 39 til 40 grader i feber for to til tre uger siden. Han fik også udslæt på kroppen. De kontaktede akuttelefonen og sendte et billede.

- Men han fik besked på, at han skulle gå til sin egen læge næste dag, siger Camilla Almfort.

Derefter bliver Sylvester også sløj. Han har lidt feber og får nogle pletter hist her, så de tager alle tre til lægen.

- Lægen siger, at for at være sikker på en diagnose skal vi tage på Hvidovre Hospital. Vi bliver taget imod af en sygeplejerske, som ikke er bekymret for Sylvester – og så sidder vi i venteværelset fra klokken 12.30 til klokken 19, fortæller Camilla Almfort.

Læge havde travlt

Ingen ved på det tidspunkt, at to af de tre er smittede med de meget smitsomme mæslinger. Omkring klokken 19 – altså knap syv timer senere - kommer en læge.

- Hun kommer tonsende ind ad døren og har sindssygt travlt. Hun siger, at min kæreste ikke kan blive undersøgt her, fordi det er en børneafdeling, og hun kigger på Sylvester og siger, at han ikke har mæslinger. Og så går hun igen, siger Camilla Almfort.

Og så tager de hjem igen.

To dage hører hun om mæslingeudbruddet hos Stella Boye Rasmussen. Derfor ringer hun igen til lægen og bliver sendt henvist til Amager Hospital med Sylvester.

Både hun og kæresten er vaccineret, og de spørger sig for hos både Statens Serum Institut og egen læge, hvordan i al verden kæresten alligevel kan være smittet. Ifølge Camilla Almfort har et svar været, at man kan få sygdommen selv efter vaccine.

Statens Serum Institut og familiens egen læge bekræfter efterfølgende, at både far og søn har haft mæslinger, fortæller hun.

Ligesom Sally er de raske nu – men Camilla Almfort og Stella Boye Rasmussen er kede af det forløb, de har oplevet på Hvidovre Hospital.

Dødssyge får opmærksomheden

- Der bliver skåret ned og ned i vores sundhedsvæsen. Vi så jo selv, hvordan lægen kom tonsende ind, det er grotesk, så travlt de har. Det er mega ubehageligt, for Sylvester skulle have været virkelig syg, hvis de skulle have taget ham seriøst, siger Camilla Almfort.

- Min største bekymring er, at informationer vil gå tabt i fremtiden, fordi de har så travlt. Jeg er bange for, at det er de dødssyge, der får opmærksomheden, fortsætter hun.

Stella Boye Rasmussen er enig.

- Det er jo sindssygt, så travlt de har! Men jeg er simpelthen så træt af, at vores sundhedssystem er så presset, at de laver en klar fejl på Hvidovre Hospital. Det er bare ikke ok, siger hun.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Hvidovre Hospital her til aften, men i en skriftlig kommentar til tv2 Lorry siger overlæge Bent Klug:

’Det pågældende barn kom som nævnt til Børnemodtagelsen på grund af udslæt. Lægen, der undersøgte barnet, tog for en sikkerheds skyld de relevante prøver for mæslinger, men vurderede, at risikoen for mæslinger var meget lav. Mæslinger forekommer meget sjældent i Danmark, og når der er tale om så små børn, som i dette tilfælde, er symptomerne også ofte mere ukarakteristiske end det ses hos større børn’.

Ekstra opmærksom ved akuttelefon

Statens Serum Institut ønsker ikke at kommentere den måde, som Hvidovre Hospital har håndteret de to spædbørns symptomer på. Men ifølge afdelingsleder Palle Valentiner-Branth skal læger og sundhedspersonale ved akuttelefonerne i København være ekstra opmærksomme på mæslinger i denne tid.

- Hvis patienterne har symptomer, er det rigtig vigtigt, at lægerne indsender prøver. Hvis lægen ved, at patienten har mæslinger, må patienten ikke opholde sig i venteværelset, siger Palle Valetiner-Branth.