Rødt udslæt på kroppen, feber og i værste tilfælde betændte hjernehinder.
Sådan lyder symptomerne på børnesygdommen mæslinger. Det er en virus, og den mest smitsomme børnesygdom, der er. Men forældre landet over skal ikke være bekymrede for, om deres børn bliver smittet med sygdommen. I hvert fald vurderer WHO nu sygdommen som elimineret i Danmark. Der har nemlig ikke været en vedvarende smitte af mæslinger i landet i de seneste tre år.
Det skriver Statens Serum Institut i en pressemeddelelse.
Enkelte tilfælde må gerne forekomme
På et møde i Bukarest i juni 2017 vurderede WHO’s regionale verifikationskomité den regionale status for elimination af mæslinger og røde hunde på baggrund af rapporter for 2016 fremsendt af 51 af WHO-regionens 53 medlemslande. Og det viser sig, at Danmark opfylder betingelserne.
Det betyder dog ikke, at der ikke må forekomme enkelte tilfælde af sygdommen, men så længe sygdommen ikke cirkulerer rundt, betragter man den som elimineret.
- Elimination indebærer, at mæslingevirus ikke har cirkuleret vedvarende i Danmark i de seneste 3 år (2014-2016). Der må godt forekomme importerede tilfælde med begrænset videre smitte, men smittekæder skal være velbeskrevne og cirkulationen af mæslingevirus stoppes inden for højest 12 måneder, lyder det i pressemeddelelsen.
Størst risiko uden vaccine
For kun en måned siden fik tre mænd i løbet af ti dage konstateret mæslinger på Sjælland. I alt har der været fire tilfælde i Danmark i år. I den forbindelse opfordrede Statens Serum Institut læger til at være ekstra opmærksomme på symptomer.
Her gjorde de også opmærksom på, at man befinder sig i risikozonen, hvis man ikke er blevet vaccineret med MFR-vaccinen. En vaccine mod mæslinger, fåresyge og røde hunde, som er en del af det danske børnevaccinationsprogram.
Ifølge Statens Serum Institut følger eliminationen af mæslinger præcis 30 år efter, at MFR-vaccinen blev introduceret i Danmark i 1987. Derfor er det også vigtigt, at et stort antal lader deres børn vaccinere mod de tre sygdomme, lyder det fra instituttet. Og hvis der er mistanke om sygdommen, er det en pligt at melde det.
Røde hunde skal også elimineres
Også sygdommen røde hunde ønsker man at få elimineret, men da den ikke har været overvåget på samme måde, er det endnu ikke muligt. I alt har 33 af 53 lande elimineret enten både mæslinger og røde hunde, eller enten den ene eller anden sygdom.
I ni lande forekommer mæslinger fortsat. Det er i Belgien, Bosnien-Hercegovina, Frankrig, Georgien, Italien, Kasakhstan, Rumænien, Serbien og Ukraine.
Røde hunde forekommer stadig i 14 lande. I Belgien, Bosnien-Hercegovina, Danmark, Frankrig, Georgien, Italien, Kasakhstan, Polen, Rumænien, Serbien, Schweiz, Tyrkiet, Tyskland og Ukraine.