Mærsk-familien forstår danskernes vrede: Danske Bank skal opføre sig ordentligt

Banken skal have sine danske værdier på plads, siger Ane Uggla på vegne af Mærsk-familien.

Ane Mærsk Mc-Kinney Uggla under generalforsamling i A.P. Møller Mærsk mandag d. 4 april 2011 i Bella Center. (Foto: Nils Meilvang/Scanpix 2011) (Foto: © NILS MEILVANG, Scanpix)

Mulig hvidvask for milliarder, faldende aktiekurs, politisk mistillid og folkelig vrede.

Danske Bank er i tovene, og nu skal der forandring til for at få pengeinstituttet på rette kurs.

Budskabet fra familien Mærsk er ikke til at tage fejl af, og derfor stillede Ane Mærsk Mc-Kinney Uggla sig i dag frem og satte ord på beslutningen om at skifte bestyrelsesformand Ole Andersen ud.

- Vi mener, at tiden er inde, fordi banken er inde i en tillidskrise, og der hænger store, sorte skyer over den. Vi mener, at der ledelsesmæssigt behøver komme nye navne på banen, siger hun.

Det er sjældent, at repræsentanter for Mærsk-familien, der ejer 20 procent af Danske Bank, på den måde tager ordet i den offentlige debat, og når det sker nu, er det fordi, det er den magtpåliggende at få leveret et klart budskab.

Vrede i befolkningen

Forholdet mellem Danske Bank og den danske befolkning skal genoprettes, inden det er for sent.

- Derfor må det også være vores opgave – og bestyrelsens opgave – at genopbygge den tillid, så vi får et momentum, hvor banken går fremad, så folk kan blive stolte af banken igen, siger hun.

Ane Uggla er bestyrelsesformand i det familieejede selskab A.P. Møller Holding, der sidder på 20 procent af aktierne i Danske Bank og derfor også har enorm indflydelse i banken.

Selskabet har i dag indstillet to kandidater til bestyrelsen i Danske Bank, der derfor indkalder til ekstraordinær generalforsamling inden for de næste 14 dage.

Karsten Dybvad, administrerende direktør i Dansk Industri, og Jan Thorsgaard Nielsen fra A.P. Møller Holding er familiens bud på en ny formand og næstformand.

Karsten Dybvad bliver ny formand i Danske Bank. Det forventes at være en ren formalitet at få bestyrelsens godkendelse, når han er storaktionærernes førstevalg. (Foto: © Anne Bæk, Scanpix)

Den afgørende etik

De er udpeget, fordi de begge er i besiddelse af det etiske kompas, der er nødvendigt, hvis banken skal føres tilbage på det gode renommés smalle sti, ifølge Ane Uggla:

- Karsten Dybvad har rigtig mange kvalifikationer. Han kan den politiske verden, han er økonom, han kan erhvervslivet. Han sidder som direktør for Dansk Industri og har mange kontakter der. Og så er han en mand med stor integritet.

- Og jeg tror, at en kombination med næstformand Jan Nielsen, der er meget skarp på det finansielle, men samtidig med en god etik, kunne være et godt formandskab. En god pakke, hvis jeg må sige det sådan, lyder skudsmålet.

Ole Andersen annoncerede allerede ved offentliggørelsen af Danske Banks interne undersøgelse af hvidvask-skandalen, hvor mistænkelige milliarder i årevis strømmede igennem filialen i Estland, at han ville trække sig fra sin post. Dog uden at sætte dato på.

Den har bankens storaktionær nu sat for ham, og i pressemeddelelsen, som A.P. Møller Holding sendte ud i eftermiddag, var han ikke nævnt en eneste gang.

Balancegangen

Nu bliver det op til hans efterfølger at finde en farbar vej i spændingsfeltet mellem profitmaksimering og samfundssind, som familien bag aktieandelen på de 20 procent kræver.

- Den skal også tjene lidt penge, så det handler om at finde den balance, hvor vi opfører os ordentligt, men samtidig også kan være en bank, der udvikles finansielt.

- Danske Bank skal opføre sig ordentligt og have sine danske værdier på plads. Og dermed mener jeg tillid og ordentlighed, og det var også noget, min farfar (A.P. Møller) gik op i, helt tilbage da engagementet i banken begyndte i 1928, siger hun.

Det er endnu uvist, hvilke sanktioner der rammer Danske Bank i kølvandet på hvidvask-skandalen i bankens estiske afdeling.

I A.P. Møller-selskabet er man indstillet på, at det kommer til at koste i form af bøder fra myndighederne.

- Det er forventningen, siger Ane Uggla.

Udover Ole Andersen træder formanden for revisionskomiteen, Jørn P. Jensen, ud af bestyrelsen på den snarlige ekstraordinære generalforsamling. Og til foråret udskiftes yderligere to bestyrelsesmedlemmer.