Mads Pedersen skal begraves på toppen af Tystrup Kirkegård med udsigt til Tystrup Sø på Midtsjælland.
Til begravelsesceremonien skal Anne Linnet synge "Forårsdag", og strøgmusikanten Sanger-Søren skal lette stemningen med et par numre fra repertoiret.
Alt omkring Mads Pedersens død var nøje planlagt, da han som 25-årig drog afsted på sin tredje mission for Forsvaret.
- Alt omkring min begravelse skulle være en god oplevelse, jeg var meget optaget af lokationen og havde designet pynt til kisten. Der skulle være feng shui i det, siger Mads Pedersen, der i dag er 31 år gammel, i lære som anlægsgartner og krigsveteran fra Kosovo og Afghanistan.
- Jeg har en god kammerat, der mistede sin tvillingebror i Afghanistan. Der var meget rod omkring begravelsen og arven. Sådan ville jeg ikke have det. Der skulle være styr på min. Jeg havde skrevet afskedsbreve til alle mine familiemedlemmer og fordelt mine penge og min bil. Jeg havde ikke noget problem med, at jeg skulle dø, det skulle være ordentligt, siger han.
Happy Shootings i Kosovo
Mads voksede op i en skilsmissefamilie i en lille flække på Midtsjælland. Han havde svært ved at sidde stille i skolen og fik ikke altid lavet sine lektier.
Efter 10. klasse fortsatte Mads Pedersen i sin fars fodspor som jord- og betonarbejder, ind til han som 19-årig blev værnepligtig og en karriere i Forsvaret så småt begyndte at tage form og forme hans identitet.
- Jeg færdedes godt i det miljø. Jeg er socialt anlagt, og der var et godt sammenhold. Da de nævnte, at man kunne blive udsendt til Kosovo, var det helt naturligt at sige ja. Jeg stoppede med at feste tirsdag og torsdag. Det hele blev mere seriøst derefter, siger han.
I februar 2006 sluttede han sig sammen med et stort kompagni fra kasernen i Slagelse til de fredsbevarende styrker i Kosovo.
- Vi skulle undgå, at serberne og albanerne røg i hovedet på hinanden. De løj om hinanden, og forholdet var anspændt. Men det var ikke farligt. Vores største frygt var trafikken, og de eneste skud, der blev affyret, var 'happy shootings' til bryllupper, fortæller han.
- Der var ikke noget som helst ubehageligt, det var som et halvt års øvelse.
Dr. Neuhausen
Mens Mads var i Kosovo, fik han tilbudt en såkaldt K-35. Det er en kontrakt, der binder ham til Forsvaret, frem til han er 35 år. Han skrev under.
- Der var masser af humør. Jeg var 20 år gammel, og der var gang i den. Jeg begyndte at lukke ned for mine civile venskaber, men havde fundet en masse gode kammerater i 'firmaet' (Forsvaret, red.), siger han.
I efteråret 2007 blev øvelserne flere og mere intense, og Mads Pedersen kunne regne ud, at pilen pegede på Afghanistan og Helmand-provinsen, hvor Danmark havde været i krig siden 2002.
- Vi fløj fra Kabul til hovedlejren ved Gereshk, hvor de danske styrker havde et ansvarsområde. Da vi kørte til Sandford (dansk militærlejr, red.), var nok den første gang, jeg var virkelig bange, siger Mads Pedersen. Han var afsted med Afghanistan Hold 5, som bestod af blandt andet 250 kampsoldater.
De første seks år af krigen mod Taliban havde kostet 10 danske soldater livet. Det tal blev mere end fordoblet i løbet af 2008, hvor 13 danskere omkom – det højeste antal i hele krigen.
- Gereshk var sindssygt farlig, der var masser af slåskampe, og alt var ekstremt besværligt. Forestil dig at tage til København og udpege ’the bad guy’ blandt lokalebefolkningen, siger Mads Pedersen.
Omgangen blandt de danske udsendte blev mere og mere barok, og soldaterne forsøgte at lave sjov med den farlige situation og de mange faldne. Blandt andet var de enige om, at den bedste læge, hvis de blev såret, nok var dr. Neuhausen.
Neuhausen er navnet på de danske soldaters pistol.
Den 31. marts 2008
Under udsendelsen i 2008 oplevede Mads Pedersen et konstant stressniveau.
Han har i dag svært ved at skille dagene ad, men han husker tydeligt den 31. marts 2008, hvor en dansker mistede livet og to blev såret – og Mads Pedersen selv var lige ved at blive skudt af en kampvogn.
- Vi havde et vigtigt mål, og Taliban vidste godt, vi var på vej. Da en deling fra mit kompagni var på vej mod et mål, detonerede en bombe, en dansk soldat blev dræbt og to såret. Jeg blev så vred og harm og fik virkelig lyst til at give igen.
Efter flere skududvekslinger blev Mads og hans gruppe sendt af sted for at sikre en nærliggende helikopterlandingsplads, så de sårede hurtigt kunne blive fløjet væk. På vej hen til helikopterpladsen løb han forrest i tilfældige slalomløb, så taliban-soldaterne ikke kunne forudse hans gang. Pludselig hørte han et kæmpe brag, og kastede sig ned.
- Tungt artilleri flyver lige over hovedet på mig. Jeg var sikker på, jeg skulle dø, siger Mads Pedersen.
Da hans gruppe på seks mand havde sikret en del af helikopterpladsen, kunne han høre lyden af poppende popcorn. Et dårligt tegn, når man sidder på hug i en krigszone.
- Det sagde ’pop, pop, pop’. Det betyder, at skuddene er meget tæt på, siger Mads Pedersen.
Mads Pedersen forsøgte at finde soldaten, der skød efter ham. Men hverken han eller taliban-soldaten fik træf på hinanden.
Hjemkomst
Efter et halvt år i Helmand vendte Mads tilbage til Danmark. Han kunne godt mærke, at han havde ændret sig. Temperamentet var blevet enormt iltert, og han røg hurtigt i slagsmål.
- Jeg gik i stykker under min første udsendelse til Afghanistan. Eller rettere: Jeg gik i stykker, da jeg kom hjem, siger Mads Pedersen.
http://mu.net.dr.dk/admin/ProgramCard/Get/urn%3adr%3amu%3aprogramcard%3a58ecc753a11f9f152c8cca44
Han lukkede af for sin familie og gamle venner. Ofte kom aggressionerne ud, når han satte sig ind i bilen og fræsede afsted med over 200 kilometer i timen.
- Jeg søgte hele tiden i slagsmål, jeg var flov over mig selv, magtede ikke spørgsmålene og begyndte at isolere mig.
I 2011 var der bud efter ham igen. Mads Pedersen var i årene mellem første og anden udsendelse blevet gift.
- Min psykolog anbefalede mig ikke at tage af sted. Men jeg fungerede ikke hjemme. Til gengæld var jeg en god soldat. Der fik jeg anerkendelse og ros for min indsats.
Så han drog afsted igen.
Uforudsigeligheden
Denne gang var hans primære opgave at lære de lokale afghanske politistyrker op. Selv om der var faldet mere ro på området omkring Gereshk, var dagene fortsat præget af kampe, og Mads Pedersen kunne mærke det stigende stressniveau.
Uforudsigeligheden i, om man er død i morgen, prægede hverdagen.
Da han blev sendt hjem på orlov, vendte han hjem til en række problemer - hos ham selv og hos den nære familie.
- Min mormor var ved at stille træskoene, og mit ægteskab sejlede, og jeg kunne ganske enkelt ikke forsvare at tage af sted igen, selv om det var aftalen, da jeg tog hjem på 'leave.' Jeg var ikke i stand til at være den soldat, jeg gerne ville være.
Erstatning på tant og fjas
Mads Pedersen talte med sin fagforening, der opfordrede ham til at melde sig syg. Det gjorde han - og så faldt han fra hinanden.
- Da jeg mister min evne til at være soldat, har jeg ikke noget tilbage. Jeg er meget temperamentsfuld, og jeg har brug for bekræftelse. Der begyndte jeg også at chatte med andre kvinder, og så gik det helt galt i mit ægteskab.
Samme år, han meldte sig syg, fik han konstateret PTSD. Med den diagnose fulgte en erstatning på en halv million kroner. Han blev dog ikke vurderet til at have mistet arbejdsevne, den sag kører stadig.
- Jeg skulle have piller for at kunne sove og røg hash til selvmedicinering. Jeg tør stadig ikke gå i byen, for jeg ved ikke, hvordan det kan ende. Jeg bliver hurtig tavs og begynder at snappe af folk. Det er meget få venner, jeg tør gå i byen med, siger han.
Erstatningen gik primært på ’tant og fjas’. Han købte dyre fladskærms-tv og hurtige, fjernstyrede biler.
Men den bedste medicin mod ham selv har vist sig at være hans nuværende kæreste og tvillingerne på knap et år. Når han oplever at dæmonerne tager over, og selvmordstankerne melder sig, sporer han altid tankerne over på sine tvillinger.
- Det er dem, der holder mig i gang, det er dem, der får mig ud af den dårlige spiral, tæmmer mit temperament og får mig på bedre tanker. Men jeg ved, at jeg har et temperament, som jeg skal tøjle, så det ikke går galt.
- Vi gjorde en forskel
Senest var han tæt på at ende i et slagsmål med en fyr, han ikke brød sig om - til sin nieces barnedåb.
- Jeg råbte og skreg af ham, men min svoger nåede at tage fat i mig og kaste mig vandret væk, inden jeg slog. Da jeg så skulle give igen, kunne jeg ikke. For jeg kunne jo aldrig gøre skade på min svoger, siger Mads Pedersen.
For fjorten dage siden kunne Mads Pedersen for første gang i sit voksne liv kalde sig 'civil', efter han startede i lære som anlægsgartner på Ledreborg Slot i Lejre.
Men Mads fortryder ikke, sine 12 år for Forsvaret.
- Firmaet er både lort og lagkage. Det har smadret mit liv. Men det har også givet mig de sjoveste og fedeste oplevelser. Dem ville jeg ikke være foruden. Det største problem er nok, at de lærer os at tage afsted, men de lærer os ikke at komme hjem, siger han.
Mads Pedersen ønsker heller ikke pege fingre af politikere og Nato for at have sendt unge danskere i døden.
- Jeg forstår godt, hvorfor afghanerne kæmpede igen. De så os som en besættelsesmagt. Men jeg kunne også godt se en mening i at sætte en kæp i hjulet på Osama bin Laden og hele den virkelighedsopfattelse.
- Men jeg er bitter over, vi ikke gjorde det færdigt. Det er dét, der irriterer mig allermest. Vi gjorde en forskel, da vi var der, men nu har vi sendt magten tilbage i hænderne på Taliban.