Medlemmer hos fagforeningen Dansk Metal er blandt de ansatte, der er blevet syge af at arbejde hos Vestas.
Det oplyser Helge Albertsen, der er afdelingsformand i Dansk Metals afdeling i Ringkøbing-Skjern.
Afdelingen ligger i nærheden af Vestas’ vingefabrik i den vestjyske by Lem. Fabrikken er et af de steder, hvor Vestas-medarbejdere er blevet syge.
Sagen får imidlertid ikke Helge Albertsen til at pege fingre af vindmøllegiganten.
- Nej, det synes jeg ikke, at jeg kan tillade mig. Jeg har ikke belæg for at kritisere Vestas gennem vores samarbejde, siger han til DR Nyheder.
Urealistisk at nå nul sager
I mindst 84 sager har ansatte hos Vestas de seneste 10 år fået astma, eksem eller andre hudsygdomme af at arbejde hos vindmølleproducenten. Det viser en aktindsigt, som DR Nyheder har søgt hos Arbejdsskadestyrelsen.
De ansatte er primært blevet syge af at arbejde med det farlige, kemiske stof, epoxy, oplyser Vestas.
Ifølge professor i arbejdsmiljø ved Aalborg Universitet, Peter Hasle, skal man ifølge Arbejdsmiljøloven kunne gå på arbejde uden at blive syg.
Men hos Dansk Metal i Ringkøbing-Skjern mener Helge Albertsen, at det er umuligt at sikre, at ingen bliver syge af at arbejde med epoxy.
- Generelt set skulle det jo helst være sådan, at man kan tage på arbejde uden at blive syg. Men vi må også være realister her og erkende, at det er noget utrolig giftigt stads det her. At komme ned på nul det er ikke realistisk, siger han.
- Epoxy skal der til
Så du tænker, at det er umuligt at gardere sig 100 procent?
- Ja, det er det. Du kan ikke undgå at komme i berøring med det, selvom du er ekstremt beskyttet, siger Helge Albertsen.
Hvad kan man så gøre yderligere?
- Først og fremmest var det ønskeligt, hvis man kunne lave vinger i noget andet materiale, der ikke var giftigt. Men tilsyneladende kan man ikke det. Det er epoxy, der skal til.
- Når man ser, hvor ekstreme Vestas er i deres sikkerhedsprocedure, så er det svært at komme længere ned. Det, tror jeg ikke, er realistisk.
3F: Farligt at gå på arbejde
Dansk Metal i Ringkøbing-Skjern står ikke alene med holdningen om, at der vil opstå skader, når ansatte arbejdere med epoxy.
Hos 3F’s lokalafdeling i Ringkøbing-Skjern mener afdelingsleder Linda Nielsen heller ikke, at epoxyskader helt kan undgås.
- Det er altid farligt at gå på arbejde. Det er farligt at trække vejret, man kan dø af det, siger hun.
- Så længe, at der må arbejdes med epoxy, så tror jeg ikke, at vi kan undgå det her.
Hos 3Fs hovedbestyrelse er arbejdsmiljøpolitisk chef, Ulla Sørensen, imidlertid af en anden holdning.
- Selvfølgelig skal man ikke blive syg af at gå på arbejde. Det står der i Arbejdsmiljøloven, og arbejdet må tilrettelægges, så man ikke bliver syg af det, siger hun.
Vestas: Vi er ikke i mål endnu
Hos Vestas selv udtaler pressechef Michael Zarin til DR Nyheder, at én arbejdsskadesag er én for meget:
- Vi er ikke tilfredse, før vi ingen sager har. Men vi er tilfredse med, at vi arbejder hårdt sammen med vores kollegaer med på enhver mulig måde at beskytte de ansatte mod risici, om det så er epoxy, isocyanater, bygnings- eller kontorarbejde.
- Vi er der ikke endnu. Selvfølgelig skal vi gøre det bedre. 84 sager er for mange over 11 år. Ingen tvivl om det. Vores mål er, at ingen bliver syge. Og at ingen kommer til skade, siger Michael Zarin.