For få uger siden kom det frem, at ansatte hos Siemens Wind Power havde fået astma og eksem, fordi de havde arbejdet med kemiske stoffer.
Nu kan DR Nyheder afsløre, at ansatte hos vindmølle-producenten Vestas også er blevet syge af deres arbejde.
Det viser papirer fra Arbejdsskadestyrelsen, som DR Nyheder har set.
De arbejdede med epoxy
Arbejdsskadestyrelsen har siden 2005 haft 80 sager, hvor ansatte hos Vestas har fået eksem eller en anden form for hudsygdom.
Arbejdsskadestyrelsen har også haft fire sager, hvor ansatte fra Vestas har fået astma.
De ansatte er blandt andet blevet syge, fordi de har arbejdet med det kemiske stof epoxy, siger beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen (Venstre) til DR Nyheder.
Vestas: Vi går op i sikkerhed
Vestas siger til DR Nyheder, at de syge medarbejdere arbejder på fabrikken i Lem, hvor Vestas laver vinger til vindmøller.
Vestas pressechef siger, at virksomheden går meget op i, at de ansatte føler sig trygge og sikre.
- Vi er ikke tilfredse, før vi ingen sager har. Men vi er tilfredse med, at vi arbejder hårdt sammen med vores kollegaer med på enhver mulig måde at beskytte de ansatte, siger pressechefen Michael Zarin.