Professor: Vestas-sag er meget alvorlig

I 84 sager har ansatte fået astma eller hudlidelser af at arbejde hos Vestas.

En stor virksomhed som Vestas burde have bedre styr på arbejdsmiljøet, mener professor i arbejdsmiljø ved Aalborg Universitet, Peter Hasle. (Foto: © Henning Bagger, Scanpix)

Medarbejdere hos vindmølleproducenten Vestas har – ligesom hos Siemens Wind Power – fået astma eller hudsygdomme af at gå på arbejde.

Det overrasker professor i arbejdsmiljø ved Aalborg Universitet, Peter Hasle.

- Det er rigtig alvorligt, for her er det jo mange arbejdere, som i resten af deres liv skal gå med kroniske sygdomme, siger han og fortsætter:

- Det tyder på, at Vestas er blevet overhalet af egen succes og har fokuseret på at producere mere og mere og så ikke har sørget for at følge op med den beskyttelse, der skulle være af medarbejderne.

En aktindsigt, som DR Nyheder har fået hos Arbejdsskadestyrelsen, viser, at medarbejdere i 80 sager siden 2005 har fået anerkendt allergisk eksem eller såkaldt irritativ hudsygdom som arbejdsskade hos Vestas.

I yderligere fire sager har Vestas-ansatte fået konstateret astma.

Beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen (V) oplyser til DR Nyheder, at de ansatte blandt andet er blevet syge af at arbejde med det kemiske stof epoxy.

Ministeren har nu – ligesom i Siemens-sagen – krævet en redegørelse. Det bifalder Peter Hasle.

- Det er den helt rigtige reaktion. Når først man får kendskab til det, skal man jo ikke sidde på hænderne, men handle med det samme, for vi skal undgå, at flere medarbejdere bliver syge, siger professoren.

Vestas: Sikkerhed først

I et skriftligt svar til DR Nyheder oplyser Vestas, at vindmølleproducenten har undersøgt sikkerheden i vingeproduktionen, og at færre ansatte bliver syge af de kemiske stoffer epoxy og isocyanater i dag sammenlignet med tidligere.

- Vestas har længe haft en åben og konstruktiv dialog med Arbejdsmedicinsk klinik, myndigheder og medarbejdere omkring forebyggelse af risici ved arbejde med epoxy og isocyanatholdige produkter, hvilket har resulteret i et signifikant fald i antallet af tilfælde.

- Det er vores opfattelse, at vores løbende forbedringer af processerne gennem dialog og samarbejde er udtryk for, at vores medarbejderes sikkerhed og tryghed altid kommer først, skriver Vestas.