En stor del af landets kommuner sidder lige nu med svedige håndflader.
I denne uge præsenterer regeringen nemlig deres plan for en udflytning af tusindvis af statslige arbejdspladser, og det er mange af provinskommunernes håb, at det kan føre til et boost til netop deres lokalområde.
Det har ført til en indædt kamp kommunerne i mellem for at gøre sig så attraktive som muligt over for regeringen og minister for offentlig innovation Sophie Løhde (V).
21 Søndag kunne i går fortælle, at 65 ud af landets 98 kommuner har henvendt sig direkte til regeringen - skriftligt eller personligt - for at plædere for, at det er deres tur til at få del i de statslige arbejdspladser.
Herunder kan du se, om din kommune har udtrykt et ønske om at få en styrelse, et råd eller en anden offentlig institution til lokalområdet.
Du kan også se, om din kommune har budt ind på en specifik styrelse, eller om de har en plan for, hvor styrelserne kan ligge i kommunen.
OBS: Der kan være problemer med søgefunktionen på DR Nyheders app. Hvis det ikke virker, så findes søgefunktionen også på dr.dk.
Borgmester: Det er vores tur
Lolland er en af de kommuner, der krydser fingre for, at de får del i de statslige arbejdspladser. Ved seneste udflytning blev de forbigået, og derfor er der lige nu ikke en eneste statslig arbejdsplads i kommunen.
- Vi har oplevet en ubalance i mange år, hvor folk med uddannelse og arbejde er flyttet fra byen, fordi der ikke er denne her type af arbejdspladser i kommunen, siger borgmester Holger Schou Rasmussen (S).
Derfor har kommunen sat alle sejl ind for at overbevise regeringen om, at det nu er deres tur. De har blandt andet hyret et konsulentbureau, der har klædt dem på i forhold til hvilke argumenter, de skulle bruge.
Ligeledes har de valgt at byde ind på flere specifikke offentlige styrelser heriblandt Sundhedsdatastyrelsen og Styrelsen for Patientsikkerhed.
Borgmester Holger Schou Rasmussen har dog også en drøm om at få Energistyrelsen eller dele af styrelsen til kommunen.
- De funktioner, der er omkring Energistyrelsen, er meget interessante for os, siger han.
Kommunen har også en konkret plan for, hvis innovationsminister Sophie Løhde trækker deres kommunenavn op af hatten. I en gammel administrationsbygning for det tidligere skibsværft i Nakskov kan der nemlig ligge omkring 100 arbejdspladser.
- Det er en bygning, der er til en femmer på en skala fra 1-5. Det er en femmer både i forhold til beliggenhed, hvordan den ser ud, og hvordan den komme til at se ud. Det er bygning, jeg nyder hver eneste dag, siger Holger Schou Rasmussen.