Københavnere betaler for borgmestres fødselsdage

I Århus og Odense bliver kommunens penge ikke brugt på borgmesterfødseldage.

Da tidligere Borgmester i Aarhus, Nicolai Wammen, fyldte 40, holdt han en festlig reception - men ikke for kommunens penge. Anderledes står det til i København, viser ny undersøgelse. (Foto: © Kim Haugaard, (c) Scanpix)

Da Københavns socialdemokratiske overborgmester Frank Jensen fyldte 50 år tilbage i 2011, blev det fejret af kommunen. Kommunaldirektøren var vært for en offentligt reception, hvor der var taler, det grønlandske korsang, og to kommunalt ansatte tog imod gaverne til overborgmesteren.

800 personer deltog, og det kostede borgerne 84.198 kroner.

Kommunen har siden 2011 også betalt for tre andre borgmestres fødselsdage:

  • Sundhedsborgmester Ninna Thomsens (SF) 40 års fødselsdag sidste år til 24.760 kroner.

  • Beskæftigelses- og integrationsborgmester Anna Mee Allerslevs (RV) 30 års fødselsdag i 2014 til 34.890 kroner.

  • Kultur- og fritidsborgmester Pia Allerslevs (V) 40 års fødselsdag i 2012 til 70.070 kroner.

Derudover har kommunen også betalt mindst 11 andre fødselsdage, jubilæer, afskedsreceptioner og bryllupper blandt politikerne siden 2011. I nogle tilfælde har kommunen blot lagt lokaler til. I andre tilfælde har kommunekassen også betalt for mad, drikke og personale.

Kan forsvares i lille målestok

En praksis, der ifølge kommunalforsker ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, Roger Buch, er i randområdet af, hvad kommunalfuldmagten siger, at en kommune kan beskæftige sig med.

- I det store hele er det selvfølgelig ikke i borgernes interesse, at borgmesteren har fødselsdag. Men omvendt så er en borgmester en central spiller i det kommunale demokrati. Så det er ikke noget, der er så langt væk fra den kommunale interesse, at det ikke kan forsvares i en lille målestok, forklarer han til Orientering på P1.

Radioprogrammet har undersøgt, hvordan den seneste runde fødselsdag er blevet holdt i landets fem største kommuner.

I Aarhus blev både nuværende borgmester Jacob Bundsgaards (S) 40 års fødselsdag sidste år og tidligere borgmester Nicolai Wammens (S) 40 års fødselsdag i 2011 holdt væk fra rådhuset og betalt af Socialdemokratiet.

Det samme skete for en måned siden, da Odenses borgmester Peter Rahbæk Juel (S) også blev 40. Og det var netop et brud på den hidtidige praksis, hvor tidligere borgmester Anker Boyes (S) 60 års fødselsdagsreception i 2010 blev betalt af kommunen.

- Når man er i et valgår især, så er det vigtigt at skille skidt fra kanel. Jeg tror også, vælgerne synes, at det er rigtigt, at man tænker sig om, hvordan man bruger skatteborgernes penge, siger formand for Socialdemokratiet i Odense, Mads Søndergaard Thomsen.

Løkkes sager har påvirket politikere

Men der er også eksempler på, at borgerne har betalt for borgmesterens fødselsdagsreception andre steder end i København. I Esbjerg blev afgående borgmester Johnny Søtrups (V) 60 års fødselsdag i 2009 holdt på rådhuset.

Og i Aalborg gav det noget postyr, da Aalborg Lufthavn for syv år siden holdt en reception for den daværende borgmester Henning G. Jensen. Lufthavnen er ejet af 6 nordjyske kommuner, og borgmesteren var bestyrelsesformand.

Udgiften var på 80.000 kroner og Statsforvaltningen vurderede efterfølgende, at det var inden for lufthavnens virke, fordi en række af lufthavnens samarbejdspartnere var inviteret med.

Men Roger Buch peger på, at der de seneste år er sket en ændring i politikerne og vælgernes moral.

- Jeg tror, politikere er blevet mere forsigtige. Hvis man skal give en forklaring på kort sigt, så er det Lars Løkke og hans forskellige sager, som har gjort politikerne opmærksomme på, at hvis du får betalt forskellige regninger for dig, så skal du altså tænke dig godt om, forklarer han til Orientering på P1

Ekspert: Folkedomstolen er ubarmhjertig

BT’s aktindsigt i politikernes arrangementer på Københavns Rådhus, som Orientering også er i besiddelse af, viser dog, at der har været en særlig kultur på Københavns Rådhus.

Og det kan godt være, de har loven på deres side og også sagtens kan forsvare det, siger Roger Buch.

- Men det kan sådan set være ligegyldigt, fordi sådan lidt hårdt sagt: Folkedomstolen er ubarmhjertig og afkoblet fra, hvad der er juridisk korrekt, siger Roger Buch.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Københavns overborgmester Frank Jensen. Hans pressechef oplyser, at han ikke mener, at hans fødselsdag er noget særtilfælde, da mange andre borgmestre har haft samme privilegium.

Fakta

København

  • Seneste overborgmesterfødselsdag: 27. maj 2011, Frank Jensen (S) 50 år

  • Festsalen Rådhuset, 84.198 kroner plus lokale betalt af kommunen.

  • Bonus: Siden 2011 har der været mindst 14 andre politikerarrangementer, hvor kommunen har lagt lokaler til og i nogle tilfælde betalt for mad og personale.

Aarhus

  • Seneste borgmesterfødselsdag: 26. februar 2016, Jacob Bundsgaard (S) 40 år

  • DGI Huset, betalt af partiet

  • Bonus: Også tidligere borgmester Nicolai Wammens (S) 40 år fødselsdag i 2011 blev afholdt af partiet.

Odense

  • Seneste borgmesterfødselsdag: 6. november 2017, Peter Rahbæk Juel (S) 40 år

  • Storms Pakhus, betalt af partiet

  • Bonus: Tidligere borgmester Anker Boyes 60 års fødselsdagreception på rådhuset i 2010 blev betalt af kommunen. Den blev holdt kort efter kommunalvalget, hvor han til gengæld havde frasagt sig en tiltrædelsesreception.

Aalborg

  • Seneste borgmesterfødselsdag: 18. marts 2010, Henning G. Jensen (S) 60 år

  • Aalborg Lufthavn, 80.000 kroner betalt af lufthavnen

  • Bonus: Lufthavnen er et fælleskommunalt selskab med 6 kommuner. Henning G. Jensen var bestyrelsesformand i lufthavnen. Receptionen blev efterfølgende undersøgt af Statsforvaltningen, der godkendte udgiften, fordi det var et arrangement, der havde PR-mæssig interesse for lufthavnen, da en række samarbejdspartnere var inviteret med.

Esbjerg

  • Seneste borgmesterfødselsdag: 7. august 2009, Johnny Søttrup (V) 60 år

  • Rådhushallen, udgift ukendt betalt af kommunen

Kilder: Aktindsigter, BT, Nordjyske og rundringning.