Dronning Margrethe fik sendt en løftet pegefinger til overborgmester Frank Jensen, da hun i dag var på Københavns Rådhus i anledningen af byens 850-års-fejring.
- Jeg vil gerne ønske byen mange gode år i fremtiden. Med frisk mod og en lille eftertænksomhed, inden man kaster sig ud i alt for store mundfulde, sagde dronningen fra talerstolen.
Der var spredte grin blandt de tilhørende, for det var tilsyneladende en af dronningens kæpheste, der blev hentydet til.
Overborgmester Frank Jensen var i hvert fald ikke i tvivl om, hvad dronningen havde på hjerte.
- Det er bare en påmindelse om, at også dronningen lægger mærke til, at vi bygger metro. I øjeblikket helt inde i den inderste del af den gamle middelalderby, fortalte Frank Jensen til DR’s reporter.
Og det er ikke første gang, at dronningen bringer emnet op overfor den socialdemokratiske overborgmester i København.
- Dronningen har i andre sammenhænge, som nytårstaffel på Amalienborg, sagt til mig, at når man graver nogle meget fine store huller i København, så skal de også dækkes til igen, fortalte overborgmesteren.
Trods irritationen over metrobyggeriet, der blandt andet går under Marmorkirken tæt ved Amalienborg, så var Dronning Margrethe optimistisk på byens vegne.
- Det er en sej by, den skal nok klare det. Hjertelig tillykke, lød det fra regenten.
Fejringen af 850 års-jubilæet har blandt andet budt på gratis øl og københavnerstang-is ved middagstid.