- Jeg synes ikke, at det er fair, at min arbejdsplads skal flytte, bare fordi den er statslig.
29-årige Karina Nicolaisen er nervøs for, at hun og hendes kolleger i dag får den besked, som hun frygter allermest.
Nemlig at Styrelsen for Undervisning og Kvalitet skal flytte fra København til den anden ende af landet. Der er nemlig mulighed for, at hendes arbejdsplads er med i regeringens planer om at udflytte yderligere tusinder af arbejdspladser fra København, som bliver præsenteret senere i dag.
Og hvis det ender med, at Styrelsen for Undervisning og Kvalitet skal flytte, er det mere end tvivlsomt, om hun pakker flyttebilen og tager med.
- Både Fyn og Jylland er dejlige steder, men det er her, jeg bor og her, at jeg har slået rødder. Det kan godt være, at der ikke er ret store geografiske afstande i Danmark, men hvorfor skal vi så overhovedet udflytte de statslige arbejdspladser, siger Karina Nicolaisen og fortsætter:
- Lige nu har jeg det som om, at jeg har været ved lægen for at få taget en blodprøve, fordi jeg tror, at jeg fejler et eller andet. Nu sidder jeg så og venter på, om man er dødelig syg eller bare lidt småsyg.
Kan du forstå, hvis der sidder nogle danskere og bliver lidt provokeret af din holdning?
- Det kan jeg godt, for det lyder snotforkælet. Men jeg tror, at alle ville have det sådan, hvis deres arbejdsplads flyttede et hvilket som helst sted hen. Jeg synes ikke, at det er fair, at min arbejdsplads skal flytte, bare fordi den er statslig.
DF har ønskeliste til udflytning
Karina Nicolaisen må ængsteligt vente til senere i dag, hvor minister for offentlig innovation Sophie Løhde (V) præsenterer hele regeringens plan.
Regeringens støtteparti, Dansk Folkeparti, har dog allerede offentliggjort en ønskeliste til regeringen, hvor de foreslår at rykke 15 navngivne statslige arbejdspladser ud af København.
Og hvis DF's ønskeliste står til troende, så kan 29-årige Karina Nicolaisen ånde lettet op. For hendes arbejdsplads er ikke den del af partiets udflytningsliste.
Hun tør dog ikke glæde sig for tidligt og tør godt at indrømme, at hun håber, at det er andre statslige arbejdspladser, der står for skud denne gang.
- Man håber på, at det er de andre, der ryger. Og det er frygteligt at have det på den måde, for i bund og grund synes jeg, at alle mine statslige kolleger er lige vigtige, siger Karina Nicolaisen.
Du bruger ordet ’ryger’. Vi taler altså om det samme land med samme dronning og møntfod. Er det virkelig så frygteligt?
- Ja, det er det. Du bliver bedt om at rykke næsten alt, hvad du har kært, væk. Du skal finde et nyt sted at bo, nye fritidsaktiviteter og nye venner, og det er rigtig meget at bede folk om, siger hun.
Hvorfor giver det ikke god mening at flytte en veluddannet person som dig ud i Danmark?
- Jeg ville være den nemmeste at flytte af alle mennesker. Jeg har ikke nogen mand eller børn, men det betyder ikke, at jeg har lyst til det, eller at jeg synes, at det er fair, at det skal gå ud over mig eller nogle af mine statslige kolleger, siger hun.
Karina Nicolaisen fortæller, at hun formentlig ville tage med, hvis styrelsen flytter til Sønderjylland, da hun selv er vokset op i det område.