Thomas flyttede med statslig arbejdsplads: Drop frygten og se det som en udfordring

Vær positiv, lige meget om du vil blive eller tage med, lyder det fra Thomas Ryborg, der selv flyttede til Viborg i sidste udflytningsrunde.

Thomas Ryborg har på intet tidspunkt fortrudt, at han flyttede med til det nyoprettede Nævnenes Hus til Viborg. (© (c) DR)

I dag bliver spændingen udløst for tusindvis af statsansatte, som får besked på, om deres arbejdsplads flytter ud af København.

Der er anden gang på under to og et halvt år, at regeringen flytter arbejdspladser ud i landet. Seneste gang fik 3.900 statsansatte besked om, at deres arbejdsplads skulle flytte, men færre end en ud af fire valgte at flytte med.

Thomas Ryborg, der er souschef i det nyoprettede Nævnenes Hus i Viborg, var en af dem, der tog springet.

- Jeg kan huske, at jeg fik beskeden, og så gik der 30 sekunder. Så tænkte jeg, at så er det vel sådan, det er. Efterfølgende talte jeg med min hustru, og hun var også frisk på at flytte med til Viborg, siger han et år efter at hans nye arbejdsplads åbnede i det jyske.

Det var dog ikke alle medarbejdere på Thomas Ryborgs arbejdsplads, som tog ligeså positivt i mod beskeden.

- De fleste var relativt negative, og der var også nogle, der fældede en tåre. Der var en stemning af "hvorfor lige os?". Vi havde to måneder forinden fået at vide, at udflytningen ikke omfattede vores arbejdsplads, så folk var også meget overraskede, siger han.

Hvad var afgørende for, at du valgte at tage med til Viborg?

- Det er en spændende opgave at flytte med en arbejdsplads og være med til at bygge noget helt nyt op. For mig var det arbejdsopgaven, der gjorde det interessant at flytte med.

Vær positiv og tag det som en ny udfordring

Thomas Ryborg er oprindeligt fra den jyske vestkyst, så for ham var springet til Jylland ikke særlig stort. Efter et år i domkirkebyen er både ham og hans familie faldet godt til i byen.

Hans råd til de tusindvis af statsansatte er, at de skal følge deres mavefornemmelse, hvis navnet på deres arbejdsplads bliver trukket op af regeringens udflytningshat.

- Mit allerbedste råd vil være at være positiv overfor tanken om, at der er udflytning af statslige arbejdspladser. Man behøver ikke at frygte en udflytning - man kan enten se det som en ny udfordring på det nye sted, eller også kan man se det som en mulighed for at få et nyt job, siger Thomas Ryborg, der fortæller, at langt størstedelen af de kolleger, der ikke tog med til Viborg, har fundet et nyt arbejde.