Handelskrig lurer: Bekymrede danske virksomheder har masser af spørgsmål

Danske virksomheder mærker allerede konsekvenserne af eskalerende handelskonflikt mellem USA og Kina.

Den amerikanske præsident besluttede i går at pålægge kinesiske varer straftold på op til 60 milliarder dollars. (Foto: © Mandel NGAN, Scanpix)

Det er ikke kun kinesiske og amerikanske virksomheder, der frygter, at en eskalerende konflikt om toldsatser kan få konsekvenser for eksporten af deres varer.

Danske virksomheder kan også blive ramt, fortæller brancheorganisationen Dansk Industri, og det vækker bekymring.

- Vi får en hel række opkald fra vores medlemsvirksomheder, som spørger, hvordan det kommer til at påvirke dem. Der er stor spørgelyst og undren over, hvad det kommer til at betyde, siger seniorchefkonsulent Peter Bay Kirkegaard.

Den lurende handelskrig mellem USA og Kina nåede sit foreløbige klimaks, da den amerikanske præsident, Donald Trump, i går sagde, at han vil pålægge straftold på kinesiske varer på op mod 60 milliarder dollar, som en reaktion på, at USA ifølge Trump har mistet millioner af job til Kina.

Rammer også danske virksomheder

Kina svarede sent i aftes igen, og varslede straftold på i alt tre milliarder kroner på amerikanske varer. Blandt tiltagene er en told på 25 procent på import af svinekød og 15 procent på stålrør.

EU-landene er dog indtil videre undtaget fra at få pålagt straftold ved eksport til USA, og der forhandles lige nu om andre løsninger, der kan afværge en reel handelskrig.

Men selv om virksomheder, der opererer i Danmark, ikke bliver direkte påvirket af den mulige handelskrig, så er der alligevel danske virksomheder, som allerede oplever konsekvenserne, fortæller Dansk Industri.

- Vi kan allerede nu se, at det har konkrete konsekvenser for vores virksomheder. Det er nemlig dyrere at producere i USA, fordi stålpriserne i landet allerede er steget, siger seniorchefkonsulent Peter Bay Kirkegaard.

USA har konkret peget på, at de vil ramme 10 sektorer i Kina, som har en negativ påvirkning for konkurrenceevnen i den amerikanske industri.

Peter Bay Kirkegaard peger på, at det for eksempel kan få konsekvenser for danske virksomheder, der producerer robotteknologi, medicinsk udstyr eller energibesparende udstyr i Kina.

- Der er mange danske virksomheder, som producerer tilsvarende udstyr i Kina, hvorfra de sælger det rundt omkring i verden herunder til USA. De vil blive påvirket af straftolden, siger han.

Landbrug & Fødevarer er også bekymret

Dansk Industri er ikke den eneste brancheorganisation, der er bekymret for, at der er sket en eskalering mellem Kina og USA, efter at de to lande har pålagt indbyrdes straftold.

Landbrugs- og fødevarebranchen har Kina som en af sine største aftagere af grisekød.

Men selv om Kina nu har lagt straftold på 25 procent på amerikansk grisekød og hermed på papiret har styrket de danske virksomheders konkurrencedygtighed over for USA, er der ingen grund til jubel, mener brancheorganisationen Landbrug & Fødevarer.

- Vi er imod enhver form for toldeskalering. Det sender det forkerte signal, og vi er afhængige af, at der er åbne markeder fra dansk side, siger handelspolitisk chef Kenneth Lindharth Madsen.

Helt konkret frygter brancheorganisationen, at situationen kan eskalere og hermed også potentielt ramme det danske marked.

- Fra dansk side har vi oplevet et embargo i Rusland, som ramte vores eksport grisekød for fire år siden. Vi har set, hvor voldsomme konsekvenser det har for vores eksport og for EU’s eksport i bredere forstand, siger Kenneth Lindharth Madsen.

DI: Vi skal se på handelssamarbejdet med USA

Det er endnu uvist, hvordan Trumps handelspolitiske ageren kan ramme EU, efter at USA i går undtog EU og fire andre lande for straftold.

Donald Trump har flere gange sagt, at det er for vanskeligt at sælge amerikanske varer på det europæiske marked, og at det grundene til, at USA har et handelsunderskud.

Derfor håber den amerikanske præsident, at man nu kan finde andre løsninger for at sikre en bedre samhandel.

Og det ønske bakker Dansk Industri op om.

- Vi har sagt fra Dansk Industris side, at det er en fin idé, og at vi skal se på de barrierer, der er. Man kunne for eksempel se på, om man kunne fjerne alle toldsatser på handel med varer mellem EU og USA, siger seniorchefkonsulent Peter Bay Kirkegaard og pointerer, at det er absolut afgørende, at der ikke pålægges straftold på eksport mellem EU og USA.

- Vi skal have en ny positiv vinkel ind i vores samarbejde med amerikanerne. De er vores vigtigste økonomiske og sikkerhedspolitiske partnere, og derfor er det afgørende, at vi har et godt og stabilt forhold til amerikanerne.