Danske Rederier: En handelskrig mellem Kina og USA kan ramme os hårdt

De to lande er de absolut største markeder for de danske rederier.

Danske rederier kan blive ramt af straftolden mellem USA og Kina. (Foto: © Thomas Lekfeldt, Scanpix)

Det er en bekymrende udvikling for de danske rederier, at USA og Kina har lagt straftold på flere varer i handlen mellem de to lande.

Sådan lyder det fra Jakob Clasen, der er direktør i brancheorganisationen Danske Rederier.

For Kina og USA er nemlig de danske rederiers absolut vigtigste handelspartnere.

- De står til sammen for en eksport af søtransport på omkring 40 milliarder kroner om året. Det er en bekymrende udvikling for de danske rederier, siger direktøren og fortsætter:

- Vi har godt 4.000 havneløb i hver af de to lande, så hvis deres handel bliver mindre, så rammer det vores aktivitet og muligheder.

Den amerikanske præsident Donald Trump meddelte i går, at han vil pålægge straftold på kinesiske varer på op mod 60 milliarder dollar, som en reaktion på, at USA ifølge Trump har mistet millioner af job til Kina.

Sent i aftes dansk tid svarede Kina så igen og varslede straftold på i alt tre milliarder kroner på amerikanske varer. Blandt tiltagene er en told på 25 procent på import af svinekød og 15 procent på stålrør.

Frygter en eskalering

På den korte bane vil det ikke for alvor ramme de danske rederier. Men frygten er, at der kan bryde en reel handelskrig ud, der vil gøre det dyrere at eksportere varer for virksomhederne.

- Det bekymrer os, om det er et snefnug, der bliver til en snebold, som ender med at blive til en lavine, hvor flere varer bliver påvirket af nye toldsatser. Vi er bekymrede over, om det eskalerer til en bredere handelskrig, og at verdenshandlen bliver mindre, siger Jakob Clasen fra Danske Rederier.

For de danske rederier er det afgørende, at der er andre lande, der kan aftage varer, hvis handlen bliver alvorligt svækket mellem USA og Kina.

- Og hvis handlen kan føres over til andre markeder, så vil vores medlemmer stå klar med deres skibe, siger Jakob Clasen.

Direktøren håber stadig, at man kan undgå en reel handelskrig ved at sætte sig ned og forhandle.

- Vi mener, at man i stedet for ensidigt at pålægge told bør man gå via WTO (World Trade Organization, red) og løse tingene bilateralt, siger Jacob Clasen.