Forsvarer: To års fængsel for vandscooterdrab er rimeligt og rigtigt

Anklageren havde krævet fire års fængsel og vil nu overveje, om dommen skal ankes.

En 25-årig mand skal to år i fængsel for at have dræbt to unge amerikanske kvinder i en vandscooterulykke i Københavns Havn i maj sidste år.

Selvom mandens forsvarer havde procederet for et års fængsel, er hun tilfreds med dommens længde.

- Jeg mener umiddelbart, at det er en rimelig og rigtig dom. Det er en besindig dom, som retten har truffet, og det er et resultat, som vi har accepteret, siger forsvarsadvokat Jane Ranum.

Manden er dømt for at have sejlet hasarderet og med for høj fart i Københavns Havn og dermed have udsat andre for fare - straffeloven §252.

Samtidig er han dømt for uagtsomt manddrab - straffeloven §241 - da han mistede kontrollen over sin vandscooter og sejlede den ind i en udlejningsbåd, hvor der sad to amerikanske kvinder, som døde af deres kvæstelser, og fem andre, som fik mindre skader.

Til sidst er han også dømt for at flygte fra ulykkesstedet og dermed undlade at hjælpe folk i nød - straffeloven §253.

Forsvarer Jane Ranum

Han må leve med det resten af livet

Under retssagen har den 25-årige mand grædt, og han er stadig ulykkelig, lyder det fra forsvareren.

- Han er stadig ulykkelig over, at han har været ansvarlig for det. Det må han leve med resten af sit liv, siger Jane Ranum, som oplyser, at manden ikke anker sagen.

- Min klient har brug for et punktum, og derfor har han modtaget dommen, som jo samlet set ligger på to år inklusiv en reststraf. Det vil sige isoleret set omkring halvandet år for den episode, siger Jane Ranum.

Ulykken skete midt i Københavns Havn om aftenen den 6. maj sidste år. I dagene efter blev der lagt blomster på kanten til havnebassinet. (Foto: © liselotte sabroe, Scanpix)

Anklager overvejer at anke

Det punktum kan dog blive foreløbigt.

Anklager Elisabeth Boserup havde nemlig krævet fire års fængsel til den 25-årige mand under sagen. Derfor vil Anklagemyndigheden nu overveje, om dagens dom skal ankes.

- Vi havde påstået, at hovedmanden skulle have fire års fængsel, så når vi har læst dommen, vil vi overveje, om vi skal indstille til Statsadvokaten, at dommen ankes til skærpelse, siger anklager Elisabeth Boserup.

Hun kalder det en meget alvorlig og dybt tragisk sag, hvor de to unge, amerikanske kvinder blev dræbt.

Dommens længde har også vakt opmærksom på Christiansborg, hvor Venstres retsordfører undrer sig over, at den 25-årige skal to år i fængsel, når strafferammen er fængsel i otte år.

- Dommen i dag understreger, at det er på tide, at Folketinget drøfter det enorme spænd, der er mellem faktisk straf og strafferammer, siger Preben Bang Henriksen i en skriftlig kommentar.

Anklager Elisabeth Boserup

Bødestraf til syv andre vækker tilfredshed

Anklagen gik også på, syv andre personer sammen med den 25-årige hovedmand havde forvoldt fare for andres liv eller førlighed. Men da dommen faldt i dag blev de syv personer frikendt for dette.

De syv andre personer blev i stedet idømt bødestraf på mellem 3.700 og 11.700 kroner for at have overtrådt nogle søfartsregler.

Det vækker glæde hos forsvareren til den person, som fik den højeste bødestraf på 11.700 kroner.

- Jeg er i hovedtræk tilfreds med dommen, siger forsvarer Peter Kragh.

Ifølge forsvareren passer bødestraffen til det, hans klient har erkendt - nemlig at have sejlet lidt for stærkt inde i havnen og uden førerbevis til en vandscooter eller en speedbåd.

- Retten har efter min opfattelse vurderet, at min klient ikke har udgjort en konkret, nærliggende fare for nogen andre inde i havnen, siger han.

Forsvareren glæder sig også over, at hele gruppen ikke er blevet straffet for ulykken.

- I medierne er det blevet fremstillet sådan, at alle otte skulle være ansvarlige for det, der skete den pågældende dag. Med den her dom mener jeg, at retten har taget stilling til, at det ikke var tilfældet, siger han.