Sikkerheden er blevet bedre i Københavns Havn efter vandscooter-ulykke

To amerikanske piger mistede livet i foråret, da de blev ramt af en vandscooter i Københavns Havn. Sikkerheden i havnen er nu blevet bedre, siger flere.

Efter ulykken blev der lagt blomster og lys på Islands Brygge i København. (Foto: © liselotte sabroe, Scanpix)

I maj skete der en ulykke i Københavns Havn, da en vandscooter ramte en udlejningsbåd. To amerikanske piger mistede livet.

Ulykken satte fokus på sikkerheden i havnen. Derfor fik politiet mulighed for at konfiskere vandscootere og jetski og give større bøder for at sejle ulovligt.

Siden juni har Københavns Politi også patruljeret havnen i sin egen båd.

Formænd: Sikkerhed er blevet bedre

Hans Christian Hansen er formand for Havneforum København og har overvåget havnen siden ulykken. Han siger, at sikkerheden i havnen er blevet bedre.

- Der har slet ikke været sejlads med jetski, og vi har kun haft meget få tilfælde med speedbåde, der har sejlet for stærkt, siger han.

Han støttes op af Asbjørn Thyssen Hansen fra Christiansbro Bådelaug, der er enig i, at sikkerheden er blevet bedre.

Roklub: Vi håber, sikkerheden varer ved

Kasper Haagensen er formand for Danske Studenters Roklub og glæder sig over udviklingen.

Han håber, at der vil blive ved med at være fokus på sikkerheden fremover.

- Vi håber ikke, at det er noget, der kun er blevet søsat i år, men at det faktisk er vedvarende, siger han.