Det er en grådkvalt og ulykkelig mand, der i dag hakker sig igennem sin forklaring i Københavns Byret.
I dag begyndte retssagen nemlig mod den 25-årige mand, der er tiltalt for uagtsomt at have dræbt to unge amerikanske kvinder med en vandscooter i Københavns Havn i maj 2017.
- Han sidder med et lommetørklæde og tørrer hele tiden tårer væk fra sine øjne. Og hver gang han når til det punkt, hvor selve ulykken skete i havnen, og de to amerikanske kvinder blev dræbt, kan han næsten ikke fortælle, siger DR's retskorrespondent Trine Maria Ilsøe, der er til stede i byretten.
- Det eneste, han kan sige, er, at han ser en pige, der råber og skriger, og han ved simpelthen ikke, hvad han tænkte på det tidspunkt, hvor ulykken skete, fortæller hun.
Nægter hasarderet kørsel
Retssagen handler samtidig om de syv andre, der kørte på vandscooter sammen med den 25-årige mand i inderhavnen, som også er tiltalt i sagen.
Manden er - udover at være tiltalt for uagtsomt manddrab - tiltalt sammen med de syv andre for at have udsat andre for livsfare ved at køre hensynsløst rundt i havnen.
Ifølge Trine Maria Ilsøe er det særligt her, slaget skal stå i retssalen.
- Den tiltalte erkender, at der er foregået et uagtsomt manddrab, og også at det er sket under skærpende omstændigheder. Til gengæld nægter han, at han har sejlet hasarderet inde i Københavns Havn, siger hun.
Håber på lavets mulige straf
Forud for retsmødet tidligere i dag fortalte mandens forsvarer, Jane Ranum, at selvom det ligger klart, at den tiltalte vandscooter-fører bliver dømt for uagtsomt manddrab, er det svært at spå om strafferammen.
- Man håber selvfølgelig altid som tiltalt at få lavest mulig straf, men vi håber også med retssagen at kunne få sat et ordentligt punktum for det her forløb og få belyst, hvad der egentlig er sket. Det er det, retten skal tage stilling til, siger Jane Ranum.
Sagen fortsætter over seks retsdage i december og begyndelsen af det nye år og afsluttes med dom i januar.